.
Pressemeddelelse fra Mariagerfjord erhvervsråd:
Massevis af forældre og sjove aktiviteter på årets Erhvervs- og Uddannelsesmesse
Nedtællingen til årets Erhvervs- og Uddannelsesmesse Mariagerfjord 2013 er for alvor begyndt. Messen løber af stabelen i Hobro Idrætscenter, hvor mere end 30 udstillere og godt 1.200 unge har meldt deres ankomst. Men der forventes også et stort rykind af forældre.
Når unge skal til at vælge uddannelse, er forældre, familien og det netværk, der er omkring familien, en vigtig og ofte afgørende kilde til inspiration og viden. Det gælder både i forhold til viden om bestemte erhverv, men også i forhold til de erfaringer om arbejdslivet, som familien og netværket har. Derfor forventes der også et pænt forældre-rykind på årets Erhvervs- og Uddannelsesmesse Mariagerfjord 2013.
– Undersøgelser viser, at forældrene spiller en vigtig rolle som rådgivere for de unge, når der skal vælges uddannelse. Derfor forventer vi også, at rigtig mange af de unge tager deres forældre med, så messen kan være grundlag for en rigtig god dialog mellem de unge og deres forældre om valg af uddannelse. Det er jo et utroligt vigtigt valg, hvor det er godt for de unge at tale mulighederne igennem med forældrene og lytte til deres erfaringer, fortæller Niels Andreasen, der er leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning Mariagerfjord, som er medarrangør af messen.
Massevis af aktiviteter
De forældre, der vælger at besøge årets messe, kan godt begynde at glæde sig.
Ikke kun til at blive præsenteret for mere end 30 forskellige ungdomsuddannelser og lokale virksomheder, der alle rummer spændende muligheder for de unge, men også til et overflødighedshorn af aktiviteter.
– Vi ved, at mange virksomheder og uddannelsessteder byder på spændende og anderledes stande med blandt andet konkurrencer og aktiviteter. Hertil har vi selv nogle ting i ærmet. Blandt andet får vi besøg af OL-sølvvinderen i roning, Fie Udby, der stiller op i en ro-simulator-konkurrence, og tilsvarende stiller Hobro Cykleklub, og Oliver Nielsen fra ungdomslandsholdet i cykling op i en cykel-simulator-konkurrence. Der kommer også besøg af et trial cykling hold, der giver opvisning på messen. I løbet af dagen, bliver der et væld af konkurrencer for besøgende på messen og blandt meget andet, er der mulighed for at vinde en skirejse og Ipad mini, fortæller Dennis Lindkvist Nørbjerg, der er erhvervskonsulent hos Mariagerfjord Erhvervsråd.
Billede:
OL-sølvvinderen i roning, Fie Udby, stiller op i en ro-simulator-konkurrence til Erhvervs- og Uddannelsesmesse Mariagerfjord 2013.
Foto: Das Büro for Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark
Læs også: