Rebild og omegn
En ny forening med fokus på kunsthåndværk er kommet til verden trods en hård start
Stort Kunsthåndværkermarked på Kulturstationen i Skørping 6. september.
Af Klaus Hansen
Foreningen Unika 9520 udspringer af 3 ildsjæles idé om at skabe en butik midt i Skørping, hvor kunstnere og kunsthåndværkere kunne udstille og sælge deres værker. Men det er hårdt at drive en butik, når man også har fuldtidsjob ved siden af. Det betød desværre, at butikken måtte lukke. Men ideen var langt fra død. Den genopstod i tanken om at fordele opgaverne på flere hænder, nemlig ved at oprette en ny forening.
Foreningen havde stiftende generalforsamling i januar 2020 og der var meget stor interesse. Derfor valgte man, at der skulle være mulighed for flere forskellige typer af medlemskab. Man kan være støttemedlem med små som store beløb, man kan være frivillig og tilbyde sig til arbejdsopgaver og endelig kan man være udstiller og betale et større kontingent.
Til gengæld kan man udstille og sælge sine værker i butikken i Jyllandsgade 5A. Det er rent win win, for der er stor efterspørgsel efter en butik som denne og selv om den kun er åben fredag kl. 13.00-17.30 og lørdag kl. 10.00-14.00 (samt ekstraordinær åben i forbindelse med arrangementer og højtider), så bliver den flittigt besøgt.
Butikken åbnede den 14. februar 2020 og lukkede igen efter blot 3 weekender pga. Corona. Det var et hårdt slag for en lille nystartet forening, men da alle medlemmer og byens borgere støtter op om foreningen, så lykkedes det at åbne og holde åbent fra sidst i april.
Unika 9520 kan meget kort beskrives således: En aktiv forening, der blandt andet bestræber sig på at udbrede, oplyse og fremvise mangfoldigheden i det kreative til såvel medlemmer af foreningen, som ikke-medlemmer gennem arrangementer og workshops, såvel som ugentlige åbningstider i foreningens lokaler.
– Vi afholder nu vores første store arrangement, nemlig et Kunsthåndværkermarked på Kulturstationen i Skørping, søndag d. 6. september kl. 10-16. Der bliver omkring 35 udstillere både medlemmer af foreningen og kunsthåndværkere udefra. Vi glæder os rigtig meget til begivenheden, som vi håber kan gentages hvert år, fortæller Annie Nørgaard.
Læs også: