Af Klaus Hansen
De sidste nye retningslinjer for udendørs forsamlinger har gjort det muligt, mod forventning, at afholde de populære fælles aftensange på havnen i Øster Hurup – arrangeret af Als-Øster Hurup Kirkekor, der synger for.
Organist og dirigent Troels Kold fra Als-ØSter Hurup Kirkekor fortæller:
Efter at have fået beskrevet arrangementets karaktér, og hvordan det afholdes, har politiet godkendt, at vi kan samles op til 500 syngende personer – og det tror vi, slår til hvis ikke vejret bliver alt for godt!
Betingelserne er selvfølgelig, at de centrale retningslinjer følges:
at der skal være to meter mellem de syngende, medmindre de tilhører samme husstand eller familie – og, ikke mindst:
at man skal sidde ned.
For at kunne imødekomme den sidste retningslinje, må alle deltagere derfor medbringe en klapstol hver – medmindre man foretrækker at sidde i græsset.
Der vil være et antal stole til rådighed, men vi håber, at alle, der har mulighed for det, vil medbringe en stol til sig selv. Det besværliggør selvfølgelig muligheden for at deltage, men vi håber, at interessen for at samle op på sommerens aktiviteter i Øster Hurup vil være stor.
Vi vil følge op på den stormende popularitet, fællessangen har opnået under corona-lukningen af Danmark, ikke mindst i forbindelse med DRs morgensang med Philip Faber og Fællessang – hver for sig fredag aften, der fik seertal, der kunne måle sig med Matador og fodboldlandskampe.
Vi afholder derfor Fællessang – SAMMEN på havnen hver onsdag aften i juli måned kl. 20. Mød op med din klapstol, få et sanghæfte uddelt – og syng med på den danske sangskat i den danske sommeraften, sammen med mange andre sangglade mennesker.
Læs også: