Af Klaus Hansen
I går kom det frem, at Nordea-fonden øremærker 60 mio. kr. til fællesaktiviteter i mindre bysamfund.
Om en måned kan foreninger og ildsjæle får sparring på deres projektidéer, når fonden besøger Nordjylland og hjælper med ansøgninger til Nordea-fondens Her bor vi-pulje.
“Vi håber på, at rigtig mange nordjyder har lyst til at få inspiration til, hvordan de kan være med til at skabe fællesaktiviteter i de småbyer, hvor de selv bor.”
Sådan siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden. Han står i spidsen for den lille skare af fondens medarbejdere, som tirsdag 24. marts inviterer indenfor i Kulturhuset i Arden.
Og Nordea-fonden har en stor opfordring med til Arden: Kom og få sparring på jeres projektidé og hør mere om muligheder for støtte.
Der er sat 60 mio. kr. af til aktiviteter, der kan styrke det lokale fællesskab og sammenhængskraften i mindre byer.
Puljen skal anspore lokale ildsjæle til at sætte aktiviteter i gang i mindre byer med over 200 men under 5.000 indbyggere. Dem er der 1.300 af i landet, og de kan alle komme i betragtning til at få støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje.
Foreninger og ildsjæle kan ved mødet få sparring på projektidéer og konkret hjælp til at søge. Der vil også være mulighed for at netværke med andre foreninger, og der serveres let aftensmad.
Til at inspirere andre vil Poul Erik Olsen med udgangspunkt i det nyetablerede multihus Karby Kuber i Landsbyklyngen, Landsbyen de 7 Sogne, på Mors, fortæller om, hvordan det er lykkedes at skabe nye fællesskaber gennem aktiviteterne.
Sted: Kulturhuset i Arden. Bluhmesgade 19, 9510 Arden.
Tid: 24. marts 2020 kl. 16.30-19.00.
Tilmelding er nødvendig via Nordea-fonden.dk
Fakta om Her bor vi-puljen
Puljen er på 60 mio. kroner
Nordea-fonden besøger i marts disse seks mindre byer: Arden, Lem, Gram, Gørlev, Hårlev og Brenderup for at give foreninger og ildsjæle sparring på projektidéer, der kan bidrage til gode liv i mindre bysamfund.
Der er to ansøgningsfrister: 1. maj og 1. august 2020. Til hhv. september og november offentliggøres de mere end 100 støttede projekter.
Der kan søges fra 100.000 kr. til 1 million kr. per projekt.
Foreninger fra bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere kan søge
Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 mio. mennesker.
Hovedstadsområdet og andre storbyområder, herunder bydele kan ikke modtage støtte.
Læs mere på www.nordea-fonden.dk
Læs også: