Af Klaus Hansen
– Det er svært ikke at være stolt over at få lov til at træne disse unge mennesker, lyder det fra Jacob Thure Hedegaard Sørensen.
I lørdags var Kometerne fra Øster Hornum til Springcup Nord i Randers, en konkurrence i springgymnastik, hvor de deltog med en god flok gymnaster af både juniorer og seniorer.
– Dagen startede i hallen kl 7.30 med opvarmning og de første af vores juniorer skulle i indledende runder kl 9.00. Igennem hele formiddagen var vores gymnaster på skift på gulvet i hver deres række. Over 400 gymnaster viste deres kunnen i løbet af formiddagen og vores gymnaster gjorde det virkelig godt, og stemningen i hallen var som en gryde der stod og simrede, fortæller Jacob Thure Hedegaard Sørensen.
Sidst på eftermiddagen skulle flere af komet-gymnaster i finalerne, og stemningen blev mere og mere intens, som finalerne blev afviklet.
– Den sidste og afgørende finale var senior herre bane, hvor der skulle springes hen ad den 15 meter lange springbane. Nu simrede gryden ikke længere, nu kogte den så boblerne sprang og hele hallen klappede i takt, da Øster Hornum vandt både guld, sølv og bronze, slutter Jacob Thure Hedegaard Sørensen med et tilfreds smil på læben.
Målsætningen for Juniorerne fra Kometerne i Øster Hornum blev indfriet i Randers. De skulle gennemføre deres spring og lande sikkert på benene. Det gjorde de endda bedre end man kunne ønske sig, så nu ser Jacob Thure Hedegaard Sørensen frem til flere timer i hallen i Øster Hornum med god træning, og klar til næste konkurrence om 14 dage i Odense
Læs også: