Sælger Danmark ud af arvesølvet?

.
Af Thure Barsøe Carnfeldt

Frihandelsaftalen mellem EU og USA, TTIP, er nu gået ind i sin tredje runde. Forhandlingerne ser ud til at være hemmelige, men der lækkes indimellem småbidder til os udenforstående danskere. Mon det er storkapitalen som med frihandelsaftalen forsøger at etablere en overnational stat eller en transatlantisk union hen over hovedet på os andre?
En ny superstat med et stort fælles marked markedsføres som måden hvormed man kan skabe nye arbejdspladser i Danmark, men det virker unægtelig som om det er kapitalinteresserne som får første prioritet. Det er sluppet ud, at man søger at etablere et Reguleringsråd som kaldes Regulatory Coorporation Counsil. Hovedformålet med dette råd er at der skal arbejdes frem mod fuld overensstemmelse mellem Europæiske og Amerikanske regler.

Det bliver en ny superstat med ét stort fælles marked, hvor demokratiet foreslås afskaffet på afgørende punkter. Lovene indenfor alt hvad der berører markedet i denne ny union, skal vedtages ud fra kapitalinteresser, under unionens kontrol og med kapitalens folk ved beslutningsbordet. I den kommende transatlantiske union skal alle nationale love, der kan have handelsmæssig betydning, sendes igennem Reguleringsrådet til godkendelse. Frihandelsområdet skal skabe det åbne marked, og i dette marked er enhver form for forbrugerbeskyttelse, sundhedshensyn, miljøhensyn og dyrevelfærd så afhængig af hvad amerikanerne kan gå med til. Ved eventuelle konflikter så har man tænkt at etablere en domstol Investor State Dispute Settlements ISDS som hen over hovedet på de enkelte landes lovgivninger kan fjerne demokratisk vedtagne love for bl.a. at kunne beskytte kapitalinteressernes prioriteter.

For nylig solgte Finansministeren aktier i Dong Energy for 8 miliarder kroner til investeringsbanken Goldmann Sachs, en amarikansk kapitalfond . Det foregik på helt uforståeligt fordelagtige betingelser som giver fonden vetoret til at bestemme hvem der skal sidde i Dongs ledelse, samt alle strategiske beslutninger i al fremtid. Den amerikanske fond ejer kun 20% af kapitalen, men er 100% bestemmende hver gang der ønskes nye tiltag i Dong. Hvis dette er regeringens bidrag til at vise sin villighed over for den kommende transatlantiske union, så er man gået for langt og aftalen må annulleres. I TV forleden så vi en kvindelig ordfører fra De Radikale blive udspurgt af værten i programmet Deadline om hvorfor amerikanerne havde fået denne usædvanligt, for Danmark, dårlige aftale. Svaret var forfærdende: Jeg ved ikke noget som helst om hvordan man handler den slags, jeg stoler fuldt og fast på de embedsmænd som har lavet det oplæg som vi i regeringen har godkendt. Jeg er bare politiker. Det er rart når mennesket kender sine begrænsninger, men når en hel regering baserer sig på embedsmændenes gode råd, uden at have fornuftige og acceptable argumenter for beslutningen, så er befolkningen blevet ført bag lyset.