Arden og omegn

Minihallen i Oue nu med Lift/elevator

Redaktion
Af Redaktion 6. september 2021

Af Klaus Hansen

Lift/elevator i Oue Minihal

Fredag den 3. september var der officiel indvielse af den nyetablerede lift/elevator, som nu står færdig og er klar til brug i Minihallen i Oue.

Hermed er det nu også muligt for dårligt gående, rollatorbrugere og kørestolsbrugere at deltage i aktiviteter på 1. sal, såsom foredrag, socialt samvær, fester, begravelseskaffe m.m.

Lions Club Arden er glade for som en blandt flere sponsorer at have medvirket til at muliggøre etableringen af personelevatoren, og ved indvielsen var klubben repræsenteret af Jørgen Kjeldsen og Vagn Bach.

På billedet overrækker Jørgen Kjeldsen fra Lions Club Arden beviset for klubbens donation på 5.000 kr. til formand Bente Hansen, Oue Idræt & Kultur.

Formand Bente Hansen bød på vegne af Oue Idræt og Kultur velkommen til officiel ibrugtagning af elevatoren. I sin velkomst kom hun ind på de udfordringer, de måtte igennem, før det lykkedes at komme i mål med projektet. Hun takkede også sponsorer og frivillige samt håndværkere og firmaer, som villigt har stillet op med både arbejdskraft og udstyr. Efter den officielle indvielse af elevatoren blev der serveret et let traktement for de omkring 50 gæster, der deltog i indvielsen.

Arden og omegn

Se flere artikler