Af Klaus Hansen
Den 12. september kl 11 er der indvielsesgudstjeneste ved Provst Carsten Bøgh i Øster Hurup kirke.
Menighedsrådsformand i Øster Hurup Inger-Lis Jepsen fortæller:
Vi vil imidlertid gerne invitere alle til at møde allerede kl. 10, da vi arrangerer en fremvisning af både kirke og graverfaciliteter samt vores omlagte kirkegård.
Vi er meget stolte over at være igennem en lang proces, hvor omlægning af kirkegården har stået på over en lang årrække, men først er nået i mål over hele kirkegården dette forår.
Samtidig er vores kirkegård grøn. Det vil sige, at den bliver holdt biologisk. Derfor er det en fornøjelse at kunne fylde kirkegården med nye buske, frugttræer, stauder og blomsterbede. Sidste nye tiltag er et bælte af sommerblomster, der bliver sået langs hækken i øst, ligesom vi ser langs mange markskel ud til vejen.
Graverfaciliteter og kapel stod færdig til december 2019, hvor vores kapel nu fungerer optimalt, som det kølerum det er. Desuden er graverfaciliteterne nu lovmæssigt på plads, da vi har fået etableret handicaptoilet. Vi har fået en biologisk korrekt vaskeplads til kirkegårdens maskiner med udskilningsbrønd.
Kalkningen af vores kirke er løbende blevet beskrevet i kirkebladene helt fra første kalkning tilbage i marts 2017. Det har været en lang og slidsom proces, som heldigvis er endt på smukkeste vi. Vi takker Als kirke og menighedsråd for at have måttet anvende Als kirke i de lange perioder, hvor vores egen kirke har været lukket.
Desuden vil vi takke arkitekt og håndværkere for en flot, flot indsats og et godt samarbejde. Derfor vil vi invitere til spisning i Multihuset fra kl 12, for kirkepersonale, menighedsråd og håndværkere. Vi håber, at mange fra menigheden vil deltage i hele arrangementet: fremvisning , gudstjeneste og spisning.
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding, da vi kun kan være 100 i alt. Der kan benyttes kirkebil.
I kan tilmelde jer på min mobil nummer 27 57 87 96. Hvis I ikke kan få fat på mig, så prøv graveren i Øster Hurup eller kirkekontoret. Vi vil koordinere med hinanden.
På glædeligt gensyn!
Læs også: