Mariagerfjord og omegn

I fremtidens skole skal Emilie lære engelsk fra 1. klasse

Redaktion
Af Redaktion 13. november 2013

.
Af Marianne Jelved, kulturminister, Radikale Venstre og Peter Carstensen, Mariagerfjord, Radikale Venstre.

Når eleverne går ud af folkeskolen efter 9. klasse, skal de ikke bare kunne klare sig på dansk. De skal kunne klare sig i hele verden, og derfor er det helt afgørende, at vi ruster vores elever til at blive rigtig dygtige til at begå sig i forskellige kulturer og på flere sprog som fx engelsk.
Jo tidligere børn lærer sprog, jo mere åbne er de, jo mere nysgerrige bliver de, og jo mere motiverede er de for at lære fremmedsproget. Det er derfor, vi så tidligt som muligt, skal give børnene mulighed for at få engelsk ind på rygraden.
Med regeringens folkeskolereform skal eleverne have engelsk allerede fra 1. klasse.
Engelsk vil være en vigtig hjælp i bestræbelserne på at opnå vores mål med, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. En af forudsætningerne for, at flere gennemfører en sådan uddannelse er jo, at eleverne i folkeskolen får de værktøjer, der skal til. Det er blandt andet et spørgsmål om, at eleverne lærer at skrive, læse og regne, men det handler også om sprogfærdigheder, og det handler om de praktisk-musiske fag, som også styrkes i den nye folkeskole.
Vi skal ikke være bange for at udfordre vores børn og lære dem nye ting i en tidligere alder. Vi kan godt tillade os at være mere ambitiøse. Hvis lærerne kombinerer skolebænk og blyant med læring gennem leg, kan børn nemlig lære meget mere og have det sjovt samtidig.
En central del i folkeskolereformen er derfor de helt nye understøttende timer med lærere og pædagoger, der skal give en mere afvekslende og spændende skoledag. De understøttende timer skal som navnet antyder bruges til at understøtte de faglige undervisningstimer bedst muligt, og til leg, bevægelse og lektiehjælp. Skolerne skal samarbejde med musikskoler og kulturhuse. Skolerne skal indgå partnerskaber med det lokale kulturliv og de frivillige idrætsforeninger. Børnene skal møde kunst, fra de er små. Det vil give dem en indsigt i arbejdsprocesser, der kræver øvelse og samarbejde. Det er læringsformer, de vil have stor glæde af i de andre fag i skolen. Skolerne skal sikre, at kvaliteten af timerne er høj. Til gengæld får de udstrakt frihed til at udfylde timerne, som de finder det bedst
Jo bedre læring, jo stærkere folkeskole for alle elever. Det er den skole, vi vil i Radikale Venstre.

Der er åbent for kommentarer nederst på siden.

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler