Af Lone K. Hansen
De lokalhistoriske foreninger i Sydøsthimmerland har udgivet nr. 72 af det lokalhistoriske tidsskrift, Gammelt Nyt.
Hele 17 interessante, oplysende og morsomme fortællinger fra egnen bydes der på i bladet.
Blandt andet kan der læses om en af egnens kendteste personer, Jens Jensen. I Als, der hvor hovedgaden gør et kraftigt sving, står der en mindesten og en buste af ham. Men hvem var han egentlig? Det har hans oldebarn, Jan Michno, skrevet en artikel om.
Jan Michno er også ophavsmand til skriftet om Andreas Pedersen også kaldet Smæj-Pedersen fra Als. Det er historien om smeden, der blev billedhugger og skulptør og bl.a. lavede busten af Jens Jensen.
Lidt uden for Hadsund ved vejen til Hobro, ligger en gammel herregård. Den vigter sig ikke med store og prægtige bygninger, man bemærker den dårligt, når man haster forbi i bil, alligevel er den en af egnens allerældste herregårde – Dalsgård. Iver Christensen og Lars Sølgaard fortæller vigtige begivenheder fra gårdens historie. Også her træffer vi Jens Jensen, der fik en afgørende rolle i Dalsgårds nyere historie.
Krig kræver altid ofre. Under 2. Verdenskrig mistede ca. 1850 danske sømænd livet, langt de fleste havde hyre på danske skibe i allieret tjeneste. En af dem var Jens Peter Madsen fra Ø. Hurup. Hans skæbne fortæller Jørgen Toubro om i Dødskampen varede 90 sekunder.
Et andet skib under samme krig sås i kikkerten en novemberdag i 1944 fra Ø. Hurup. Det var en større damper i nød. Om skibet og redningsaktionen fortæller Lars Sølgaard.
Posten skal bringes ud i al slags vejr, siges der. For landposten i gamle dage kunne det være en hård tørn. Han kendte alle i sit område og fik ofte et tæt forhold til beboerne. I artiklen Posten var ikke i familie, men han hørte til huset fortælles om Poulin Jensens liv som landpost igennem 40 år i Skelund.
Heino Wessel Hansen har skrevet en værdifuld bog om Hadsund-Peter. Jens Uldael Pedersen har fået lov til at bringe et mindre uddrag fra bogen.
Hadsund har haft en brøndborerforretning siden 1908. Per Andersen fortæller om sin bedstefar brøndborer Christian Jensens salg af forretningen til Karl Lykke Ravnborg i 1943.
En bogbinder ved navn Rasmus Vindfeld boede i mange år i Skelund. I forbindelse med hans 83-års fødselsdag fortalte han om sit liv og sit arbejde, som han da stadig var en aktiv udøver af.
Der er aldrig mere sne om vinteren, er der mange, der mener. Snedker- Hans, alias Hans Børge Andersen, Ø. Hurup, har fortalt om en oplevelse, han havde i sine unge dage, hvor en omgang himmel-betændt rendfog nær havde kostet ham livet. Ole Larsen har nedskrevet beretningen.
Birte Overgaard har skrevet om Bager Willy, tidligere indehaver af Willys Bageri i Østergade og om bageriet, der er langt over 100 år gammelt og i dag er byens sidste bageri under navnet Højs Bageri.
Hvorfor ligger Skelund Kirke, hvor den ligger? Det kan man få et muligt svar på ved at læse artiklen om Skelund Kirke.
Bebyggelserne Tofte, Kragelund, Sandhusene og andre i Ø. Hurup Sogns nordlige del eksisterede for ca. 100 år siden. Over ganske få år forsvandt de. Hvorfor, kan man få svaret på ved at læse Carl Raaschous artikel.
Ud over de nævnte fortællinger kan man også læse om storfiskeri og den første børnefest i Ø. Hurup.
Abonnement på Gammelt Nyt kan fås ved henvendelse til arkiverne i Als, Hadsund, Skelund, Veddum og Øster Hurup.
Læs også: