Af Lone K. Hansen
Populært motionsløb holder 15-års jubilæum – med to års forsinkelse onsdag den 18. maj kl. 18:30
Opfordring til at børste støvet af løbeskoene
Efter en hård tid med restriktioner og forsamlingsforbud er tiden inde til at komme ud og dyrke fællesskabet. Et af formålene med ARDEN-løbet er at give byens og oplandets borgere en fælles oplevelse og bidrage til at styrke sammenhængskraften i og omkring Arden by. Nu er der mulighed for at så mange motionister som muligt, kan børste støvet af løbeskoene og melde sig til. Hele familien kan deltage i løbet. Hvis man foretrækker at gå en af ruterne, er det bare det, man gør.
Medaljer, grillpølser og masser af præmier
15 års jubilæum kalder på ekstra god forplejning, så efter løbet er der, udover vand og frugt og løbs-medalje, grillpølser til alle deltagere. Vinderne i de forskellige distancer belønnes med gode præmier. Der trækkes også lod om fine præmier på vilkårlige løbenumre, så alle kan være heldige. Et væld af virksomheder, firmaer og forretninger har igennem årene velvilligt bakket op omkring Ardenløbet og doneret de gaver, som bliver udloddet.
Hvordan og hvorfor startede løbet?
Det første Ardenløb blev afholdt i 2006 og arrangørerne var dengang Arden Erhvervsskole, men da Erhvervsskolen blev nedlagt i sommeren 2006, overtog den nystartede løbeklub TRIM løbet. I 2009 kom den korte distance på 3,5 kilometer med, så løbet blev tilgængeligt for en bredere målgruppe.
Deltagerantallet har igennem årene efter 2009 ligget omkring 200. I 2013 toppede deltagerantallet med 256 løbere. Løbs arrangørerne, løbeklubben TRIM, IF Jarl Arden, håber igen i år at kunne slå deltagerrekord når løbet skydes i gang.
Det betyder meget for TRIM at kunne afholde løbet hvert år. Det er ligesom klubbens kronjuvel og kulminationen på forårsløbetræningen og der ligger et kæmpe stykke arbejde bag hvert løb, men bag efter står arrangørerne altid glade og tilfredse tilbage og påbegynder næste års forberedelser.
Gratis løbetræning med TRIM
I ugerne efter ARDEN-løbet holder TRIM sin løbetræning åben, så alle der har lyst kan komme og løbe med og få en fornemmelse for den styrke, der kan opleves ved fælles udendørs løbetræning. Man kan bare møde op på Stabelpladsen for enden af Skovvej i Arden mandag og onsdag kl. 17:00. Der lægges ud med fælles opvarmning, inden de fremmødte vælger rute og hastighed.
Løbsarrangører er løbeklubben TRIM, IF Jarl Arden.
Faktaboks:
Tid: Onsdag den 18. maj kl. 18:30.
Sted: Brovej 5 (plænen foran Rideskolen) i Arden.
Ruter: 3,5km, 5km og 10,6 km.
Tilmelding: https://www.sportstiming.dk/event/10503
Læs også: