Af Klaus Hansen
Byrådet i Mariagerfjord kommune var torsdag aften den 28. april 2022 samlet til ordinært byrådsmøde i Hadsund. På dagsordenen var der bl.a.
Fordeling af personer, der er fordrevet fra Ukraine
Udlændingestyrelsen har 22. april 2022 annonceret følgende: skal styrelsen opfordre til, at kommuner, som ønsker at modtage flere personer omfattet af særloven end dem, der følger af den nye beregningsmodel, jf. bilag 1, giver meddelelse til styrelsen herom. Dette gælder også de kommuner, der tidligere har indgivet ønsker. Udlændingestyrelsen skal anmode om, at sådanne ønsker er styrelsen i hænde senest den 29. april 2022 kl. 12.00.
Styrelsen har tidligere anmodet om samme indmelding i marts 2022, hvor Byrådet tilkendegav, at Mariagerfjord Kommune gerne modtog flere flytgninge, end kvotetildelingen på det tidspunkt tilsagde.
Byrådet skal på baggrund af den fornyede forespørgsel fra styrelsen i denne sag træffe fornyet beslutning om, hvorvidt og i givet fald hvor mange fordrevne personer fra Ukraine, Mariagerfjord Kommune er parat til at modtage, udover det antal, som Udlændingestyrelsens kvotefordeling lægger op til. Udlændingestyrelsen ønsker indmeldt et konkret tal fra kommunen.
– På byrådsmødet torsdag aften besluttede vi i byrådet at godkende indstilling og hæve vores kvote fra 71 till 100 for hver 10.000 fordrevne personer fra Ukraine, der kommer til Danmark, fortæller Mogens Jespersen til Fjordavisen.nu og fortsætter, ydermere besluttede vi at ophæve vores tidligere beslutning om at flygtninge skal placeres i Øst-aksen (Den østlige del af Mariagerfjord kommune red.), men i lyset af den store gruppe der pt kommer til os, har vi brug for at få hele vores kommune i spil, hvis vi skal løse opgaven bedst.
Indstillingen på mødet
Direktionen indstiller til Byrådet:
At der træffes beslutning om, hvorvidt og i givet fald hvor mange fordrevne personer fra Ukraine Mariagerfjord Kommune er parat til at modtage, ud over det antal, som Udlændingestyrelsens kvotefordeling lægger op til.
At den tidligere beslutning i Mariagerfjord Kommune fra 2015 om den geografiske fordeling af flygtninge i kommunen ophæves.
Sagsfremstilling
Udlændingestyrelsens nuværende og fornyede fordeling af fordrevne personer betyder, at Mariagerfjord Kommune for hver 10.000 flygtninge, der kommer til Danmark fra Ukraine, vil modtage 71. Se nærmere herom i vedhæftede bilag 1.
På baggrund af styrelsens fornyede henvendelse til kommuen indstiller direktionen i denne sag, at Byrådet træffer fornyet beslutning om, hvorvidt indmeldingen om, at kommunen ønsker at modtage flere flygtninge, skal fastholdes, og i givet fald, hvor mange flygtninge kommunen ønsker at modtage.
Admininstrationen bemærker i den sammenhæng følgende i forhold til flygtningenes bosætning og integration:
I forhold til den geografiske placering af flygtningene, kan kommunen ikke beslutte, hvor borgerne skal bosætte sig, når de har modtaget opholdstilladelse. Det er op til den enkelte borger selv at beslutte. Kommunen kan alene guide og anbefale borgeren, når vedkommende søger bolig. Dog er det sådan, at hvis en flygtning beder om en boligplacering, eller ikke selv kan finde en bolig, kan kommunen både midlertidigt og permanent finde en placering i kommunen. Flygtningen kan dog altid vælge at flytte til et andet sted i kommunen efterfølgende.
Administrationen vurderer, at hvis kommunen ender med at boligplacere, vil det være hensigtsmæssigt at have fleksibilitet til at kunne placere efter individuelle hensyn, f.eks. i forhold til mulighed for beskæftigelse, behov for skole og/eller dagtilbud m.m. Den geografiske fleksibilitet vurderes at bidrage til, at der opnås bedst mulig integration for de nye borgere i kommunen.
Endeligt skal det bemærkes, at de beslutninger der træffes omkring boligplacering, bør gælde for alle flygtninge (ikke kun de ukrainske). Hvis ikke det gælder for alle, kan det betyde, at der sker en forskelsbehandling på baggrund af nationalitet, da det er samme lovgivning, der er udgangspunkt for boligplaceringen af flygtninge
I forhold til dagtilbuds- og skoledelen er der følgende bemærkning fra admininstrationen:
I Mariagerfjord Kommune er der i skoledelen et modtagetilbud på Bymarkskolen og i Sproghuset i Hobro til henholdsvis de yngste og ældste elever. Eleverne fra 0-7 klasse går i et indslusningsforløb i 3-6 måneder, inden de overgår til distriktsskolen. Ældre elever starter i Sproghuset, hvor der er mulighed for at give et længere forløb. Det er fordi erfaringer viser, at de ældre børn har brug for længere tid i modtagetilbud. Der er dog mulighed for at lave dispensationer hertil.
Der er pr. 26. april 2022 indskrevet 43 fordrevne ukrainske børn og unge i modtageforholdene. Antallet vurderes for nuværende at kunne håndteres i tilbuddene. Der arbejdes på, at tilbuddene kan skaleres, hvis der modtages et større antal elever. Hvis der af pladsmæssige årsager nås et maksimum på Bymarkskolen, er der mulighed for at oprette endnu et modtageforhold på Mariager Skole.
Idet de fleste af de fordrevne ukrainere stadig har en midlertidig bolig, er det svært at sige, hvordan de vil fordele sig på distriktsskolerne i kommunen, når og hvis de flytter i egen bolig. Det vurderes dog at være en fordel for det samlede skolevæsen, at de fordeler sig jævnt over det meste af kommunen, da det på den vis vurderes lettest at integrere dem i almenområdet, og give dem den fortsatte sproglige støtte, der vil være brug for.
Det er derfor den faglige vurdering, at det er mest hensigtsmæssigt at bibeholde den nuværende modtagestruktur, som er politisk vedtaget i Mariagerfjord Kommune se vedhæftede bilag 2.
Med de lempelser, der er give i den nye landspolitiske aftale om frihedsgrader i forhold til folkeskoleloven og dagtilbudsloven, er der nu flere håndtag, som kan bruges i forhold til at lave tilbuddene mere fleksible og så gode som muligt.
I forhold til dagtilbud er der endnu kun få ønsker om pasning af ukrainske børn. Det forventes, at det kommer, efterhånden som forældrene kommer i arbejde. Også her vurderes det at være en fordel, hvis de ukrainske borgere fordeler sig jævnt over det meste af kommunen.
På baggrund af ovenstående indstiller direktionen, at Byrådets tidligere beslutning af 28. maj 2015 om, at flygtninge fortrinsvis placeres i den østlige del af kommunen se vedlagte bilag herom, ophæves. Dette så der opnås både størst mulig fleksibilitet i vejledningen af flygtningenes bosætning. Men også, så det er muligt at placere børnene spredt i kommunens dagtilbud og skoler.
Endelig vurderes det hensigtsmæssigt, at den nuværende modtagestruktur på folkeskoleområdet se vedhæftede bilag, fastholdes som udgangspunkt for den geografiske fordeling af skolebørnene i kommunen.
Slutteligt bemærkes det, at det er direktionens vurdering, at Mariagerfjord Kommune har mulighed for at modtage flere flygtninge, end Udlændingestyrelsens kvote tilsiger. Men samtidig også, at det er vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang det er muligt at modtage flere flygtninge, da der er mange ukendte forhold omkring flygtningenes situation, behov, kompetencer, fremtidsplaner og lignende. Forhold der først erfares i takt med, at flygtninge kommer til kommunen.
Økonomi
Der er på nuværende tidspunkt ikke kendskab til de økonomiske konsekvenser af modtagelsen af de ukrainske flygtningen. Regeringens udmelding er, at kommunernes udgifter samlet set vil blive refunderet af staten.
Læs også: