Arden og omegn

Arden Skole bliver verdensmålscertificeret

Arden Skole bliver verdensmålscertificeret fredag 25. marts 2022

Redaktion
Af Redaktion 11. marts 2022

Af Klaus Hansen

Verdensmålene er kommet på skoleskemaet, og Arden Skole arbejder målrettet på at blive en mere bæredygtig skole. Derfor er skolen nu blevet verdensmålscertificeret 2030 SKOLE.

På Arden Skole vil man give verdensmålene en central plads i både undervisningen og måden at drive skole på. Vi har tradition for at arbejde med mange både lokale og internationale samarbejdspartnere. Vi har fokus på bæredygtighed i undervisningen både i fagene og i skolens
organisering.

Nu har skolen modtaget anerkendelse af indsatsen og er blevet verdensmålscertificeret 2030 SKOLE. Det er skoleleder Kirsten Vibjerg stolt af: Vi arbejder helhedsorienteret og verdensmålene er en del af skolens virke. Undervisningen med verdensmålene inddrages i mange forskellige fag og praktiske undervisningssituationer. Det skaber handlekraft, at der arbejdes i fællesskab med store udfordringer, og vi også formidler, hvad der lykkes i verden.

I uge 12 har hele skolen temauge og arbejder med FNs verdensmål med inddragelse af bl.a. Utzon Centeret, Børns Møde Med Kunsten, Mariagerfjord Kommunes Miljøagenter, Genbrugspladsen i Arden,
Handelsgymnasiet og mange flere samarbejdspartnere. I år samler vi fælles ind til Ukrainske Flygtninge via UNCHR – FN’s flygtningeorganisation.

Skolen fejrer certificeringen fredag den 25. marts kl. 8.15. Alle elever og personale mødes i skolens samlingssal. Skoleleder Kirsten Vibjerg og international udvalg fortæller om certificeringen.

Arden skole har modtaget et skilt til ophæng et centralt sted. 17 nye plakater med verdensmål afsløres og vi synger Arden Skole- sangen – Arden skole i verden.

Selvom Arden Skole nu har opnået certificering, stopper arbejdet ikke her. På skolen har man fortsat ambitioner om at samarbejdet med vores mange lokale og internationale samarbejdspartnere udvikles i nye meningsgivende sammenhænge med elevernes læring og dannelse i centrum.

2030 SKOLER er et certificeringsprogram og et netværk af danske uddannelsesinstitutioner, som har forpligtet sig til at arbejde strategisk og ambitiøst med at lade verdensmålene blive del af skolens undervisning, drift og virke. Det er den almennyttige organisation Chora 2030, som står
bag programmet, som har til formål at sikre, at danske børn og unge klædes bedst muligt på til en bæredygtig fremtid.

Arden og omegn

Se flere artikler