Hadsund og omegn
Omkring et flygel i Als Kirke – igen
Omkring et flygel i Als Kirke – igen.
Af Klaus Hansen
Onsdag den 16. marts kl. 19.30 i Als Kirke genoptager vi koncert-serien, hvor de lokale musik medarbejdere og kirkens dejlige flygel er centrum for de musikalske udfoldelser.
Vi startede koncertserien umiddelbart efter menighedsrådets anskaffelse af flyglet i efteråret 2019, og fortsatte ind imellem coronaens nedlukninger, hvor lokale medvirkende kunne arrangere koncerter med kort varsel, når forholdene tillod det. Den seneste koncert i efteråret 2021 blev da også ramt, idet én af de medvirkende måtte gå i isolation, mens de øvrige gennemføre et reduceret program.
På et tidspunkt, hvor coronaen heldigvis er ved at klinge ud, håber vi, at man igen har mod på at opsøge kirken, når den inviterer til sang og musik med de lokale kræfter.
Det er den lokale organist Troels Kold, der sidder ved flyglet og den lokale kirkesanger Lisa Navntoft, der synger. De får hjælp af nabosognenes tidligere kirkesanger Anders Lillebæk Jacobsen, der både synger – og spiller på sin medbragte altsaxofon.
Repertoiret bliver blandede bolcher fra alle hylder – klassisk, pop og jazz. Med værker af bl.a. Karen Jönsson, Piazzolla, Mads Langer, Debussy, Händel, Queen og Sebastian. Så der skulle være noget for enhver smag.
Og koncerten indledes selvfølgelig som sædvanligt med dens logo, Bent Fabricius-Bjerres Omkring et Flygel, der var kendingsmelodi til hans populære TV-underholdnings serie, da vi morfædre var unge!
Og så skal der selvfølgelig også synges fællessange – nu må vi jo synge sammen igen!
Koncerten starter kl. 19.30 og vil vare en lille time. Der er naturligvis gratis adgang, og kirkebilen kan benyttes.
Læs også: