Alarm 112

Spirituspåvirket spøgelsesbilist forvoldte stor fare på motorvejen i nat

Redaktion
Af Redaktion 14. februar 2024

Ingen bryder sig om at køre på motorvejen og pludselig se forlygter komme imod én med høj hastighed. Det var ikke desto mindre tilfældet for flere på Nordjyske Motorvej i nat. Både i Østjyllands og Nordjyllands politikredse. Det oplyser politiassistent Hans Henrik Sørensen fra Sagscenteret i Hobro og uddyber:

– Vi fik en melding kl. 23.50 fra Østjyllands Politi, da en bilist kørte fra deres kreds og ind i vores politikreds på motorvejen. Der var tale om en bilist, der kørte i nordgående retning, men i det sydgående spor. Inden bilisten nåede op i vores distrikt havde han forvoldt fare for påkørsel med sin kørsel.

– Et vidne fulgte med i den rigtige retning og kunne melde om, at hastigheden på spøgelsesbilisten, der kørte i en MINI Cooper, lå på ca. 150-170 km/t.

Flere gange måtte andre bilister undvige for ikke selv at blive ramt. Omkring Hobro Syd måtte et køretøj undvige helt ud i nødsporet for at undgå kollision.

– Da spøgelsesbilisten nåede op nord for Hobro omkring rasteplads Senhøj, gik det åbenbart op for ham, at noget var galt. Han vendte rundt og kørte sydpå – nu i den rigtige retning. Da han nåede frakørslen til Hobro nord, kørte han af, men om hastigheden var for høj eller hvorfor ved vi ikke, men i hvert fald kørte han gennem autoværnet og ud på en mark, hvor han gik fra stedet.

Manden nåede dog ikke langt, da der i mellemtiden var nået hundepatruljer frem, der kunne følge mandens spor. Han blev kort efter fundet og anholdt.

Der var tale om en 53-årig mand fra Randers. Manden blev taget med til en blodprøve for sigtelse om spirituskørsel. Derudover blev han sigtet for hans kørsel og at forvolde fare for liv og førlighed.