Nyheder

Mariagerfjord Kommune har faldende likviditet: Anlægsprojekter skal stoppes, reduceres eller skubbes ud i overslagsårene

Den 22. november blev Økonomiudvalget orienteret om de udfordringer, kommunen ser ind i i forhold til en faldende likviditet. I denne sag gives en opdatering på udfordringerne. Frem mod Økonomiudvalgets møde 21. februar vil direktionen udarbejde en plan for håndteringen af udfordringerne.

Redaktion
Af Redaktion 17. januar 2024

Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet:

1) At der igangsættes et arbejde i forhold til at identificere anlægsprojekter, der kan stoppes, reduceres eller skubbes ud i overslagsårene.

2) At administrationen gives mandat til at reducere i antallet af kapitalforvaltere i forbindelse med behovet for at skaffe mere driftslikviditet.

3) At administrationen gives mandat til at afsøge mulighederne for at ændre kommunens låneprofil med henblik på en styrkelse af kommunens likviditet.

4) At der fastsættes et anlægsstop i kommunen frem mod Økonomiudvalgsmødet 21. februar 2024.

Sagsfremstilling
Kommunens kassebeholdning (likviditet) består at summen af midler i banken samt værdien af aktier og obligationer. I princippet lægges alle kommunens indtægter i kassebeholdningen, hvorfra alle kommunens løbende udgifter betales fra. Da kommunens indtægter ikke altid udbetales i samme tempi som udgifterne afholdes, som f.eks. lønudgifter, kræver det, at kommunen har en opbygget kassebeholdning til finansiering af de løbende udgifter. I en årrække har kommunen haft en høj likviditet, hvilket i høj grad har skyldes, at der har været store uforbrugte midler på både drifts- og anlægsbudgettet. Da udgifterne ikke er afholdt, vil der naturligt blive oparbejdet en stor kassebeholdning. I følge Mariagerfjord Kommunes Økonomistyringsprincipper skal der for 2024 være en gennemsnitlig likviditet på 142 mio. kr.

I løbet af 2023 har Mariagerfjord Kommune oplevet et markant fald i den gennemsnitlige likviditet.

Der er flere årsager til dette:

1) Der er sket et markant fald i driftsoverførslerne. Det betyder, at de områder, som har opsparet midler gennem flere budgetår, bruger af deres opsparing.

2) På anlægsområdet har der de seneste år været store overførsler på anlægsområdet, hvilket i høj grad skyldes, at flere projekter er blevet udskudt. I 2023 især er der igangsat flere store projekter, som bevirker en betydelig nedsparring/forbrug af kassebeholdningen.

3) Der er blevet godkendt flere store ufinansierede tillægsbevillinger både på drifts- og anlægsområdet i perioden 2021-2023.

4) I regnskab 2022 blev der bogført et negativt afkast på kommunens investeringer i aktier og obligationer. Dette påvirker likviditeten i løbet af 2023.

I nedenstående illustreres udviklingen i den gennemsnitlige likviditet fra 2022 til 2023.

I nedenstående illustreres udviklingen i den gennemsnitlige likviditet fra 2022 til 2023.

Udviklingen i den faldende likviditet ser ud til at fortsætte ind i 2024, hvor der ligeledes forventes en nedsparing af de overførte anlægsmidler. På Økonomiudvalgets møde 22. november 2023 blev der vist en oversigt med et overslag over det forventede forbrug af anlægsoverførslerne i 2024 og 2025.

De store ufinansierede tillægsbevillinger samt et bogført negativt afkast på kommunens investeringer i 2022 udgør isoleret set årsagen til, at kommunens likviditet vil nå et uhensigtsmæssigt niveau, hvis de planlagte anlægsinvesteringer realiseres. Udfordringerne i likviditeten betyder konkret, at der ikke er nok likvide midler til at afholde de budgetterede udgifter, som pt. er udskudt. Det gælder potentielt både på drifts- og anlægsområdet.

Som følge af ovenstående er det nødvendigt nu at iværksætte akutte foranstaltninger til at bremse udviklingen og for at opnå mest muligt effekt på likviditeten i 2024.

Konkret foreslås følgende initiativer iværksat:

Ad 1) Administrationen vil frem mod Økonomiudvalgets møde 22. februar 2022 skabe et overblik over samtlige anlægsprojekter med henblik på at udarbejde en liste over projekter, der kan stoppes, reduceres eller udskydes.

Ad 2) På nuværende tidspunkt har kommunen tre kapitalforvaltere. Kapitalforvalterne placerer kommunens overskydende likviditet i aktier og obligationer, så der sikres bedst mulig forrentning. Da likviditeten falder, sælges der løbende ud af kommunes beholdning af aktier og obligationer. Med færre midler investeret, er der ikke et behov for at bibeholde tre kapitalforvaltere. Stabschefen gives mandat til at reducere i antallet af kapitalforvaltere i takt med, at der sælges ud af aktier og obligationer.

Ad 3) Administrationen vil afsøge mulighederne for at ændre kommunens låneprofil med henblik på at styrke kommunens likviditet. Konkret afsøges muligheder for afdragsfrihed i en periode, ligesom mulighederne for yderligere låneoptag afsøges.

Ad 4) I slutningen af december 2023 blev der til organisationen udmeldt et midlertidigt stop for igangsætning af nye anlægsprojekter af hensyn til den faldende likviditet. Med den nuværende situation er der behov for at forlænge dette anlægsstop i første omgang frem til Økonomiudvalgets møde 21. februar 2024, hvor direktionen vil fremlægge plan for håndtering af likviditeten.

Administrationen vil på mødet gennemgå udviklingen i likviditeten samt mulighederne for at sikre genopretning på kort og lang sigt.