Kultur

Cafeteriet i Als Hallen skal renoveres – nu med støtte fra Nordea-fonden

Als Hallen modtager 350.000 kr. til bæredygtig renovering af cafeteriet
Støtte fra Nordea-fonden skal skabe bedre rammer for fællesskab i Als

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. juli 2025

Med en donation på 350.000 kr. fra Nordea-fondens Renoveringspulje er vejen nu banet for en længe ønsket renovering af cafeteriet i Als Hallen. Projektet skal styrke det lokale fællesskab og skabe et mere bæredygtigt og moderne samlingspunkt i Mariagerfjord Kommune.

Lokalt mødested får nyt liv

Cafeteriet i Als Hallen har i årevis fungeret som samlingspunkt for både lokale sportsudøvere, foreninger og borgere. Nu bliver det renoveret med fokus på både miljø og fællesskab.

“Vi er utrolig glade og stolte over at have fået denne støtte fra Nordea-fonden. Det betyder rigtig meget for os og giver os mulighed for at sætte gang i renoveringen af cafeteriet, så vi kan skabe endnu bedre rammer for fællesskabet her i Als,” siger Henrik Sloth, bestyrelsesformand for Als Hallen.

Fokus på bæredygtighed og fleksibilitet

Renoveringen kommer blandt andet til at omfatte nye energivenlige vinduer og terassedøre, opdaterede køkkenfaciliteter, forbedret akustik og en ny foldevæg, som vil muliggøre fleksibel indretning af rummet. Hele projektet er planlagt i etaper, så eksisterende bookinger og aktiviteter ikke bliver forstyrret.

“Med renoveringen af cafeteriet ønsker vi ikke kun at forbedre bygningen, men også at skabe et sted, hvor endnu flere har lyst til at mødes og være en del af fællesskabet,” siger Pernille Wolff-Tæstensen, udviklingsmedarbejder ved Als Hallen.

Stor interesse for Renoveringspuljen

Nordea-fonden har i alt uddelt 100 millioner kroner til 187 projekter i hele landet gennem den aktuelle runde af Renoveringspuljen. Fonden modtog hele 1.276 ansøgninger fra både små og store fællesskaber med ambitioner om at forbedre deres lokale mødesteder.

“Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,” udtaler Henrik Lehmann Andersen, administrerende direktør i Nordea-fonden.

Nye muligheder for Als og omegn

Med støtten bliver Als Hallen ikke blot opgraderet fysisk – det handler også om at sikre lokal sammenhængskraft og skabe et inkluderende sted for fremtidens fællesskaber. Renoveringen forventes at strække sig over det kommende år til halvandet, og planerne er allerede i gang.

Renoveringspuljen vender tilbage igen i efteråret 2025, hvor nye initiativer vil få mulighed for at søge støtte.