Alarm 112
Ny paramedicinere styrker beredskabet i Mariagerfjord Kommune
Søren og Kasper har taget springet fra ambulancebehandlere til paramedicinere hos PreMed – til gavn for både borgere og kolleger
Søren og Kasper har taget springet fra ambulancebehandlere til paramedicinere hos PreMed – til gavn for både borgere og kolleger
PreMed har netop fået to nye paramedicinere, hvoraf den ene med base i Mariagerfjord Kommune. Søren fra Vildsund og Kasper fra Arden har begge gennemført den videreuddannelse, som giver mulighed for at tage mere ansvar og yde mere specialiseret behandling.
Med satsning på efteruddannelse ønsker PreMed at sikre både høj faglighed og gode arbejdsforhold for medarbejderne. For erfarne ambulancebehandlere betyder det bl.a., at de kan videreuddanne sig til paramedicinere.
Læs også:
Søren: “Mit mål har hele tiden været at blive paramediciner”
Søren har arbejdet inden for ambulancebehandling siden 2010, hvor han begyndte som ambulanceassistent hos Falck. Et par år senere tog han uddannelsen til ambulancebehandler.
”Min far var falckredder, så jeg har altid haft det præhospitale arbejde tæt inde på livet. Derfor var det også helt naturligt for mig at vælge at uddanne mig inden for samme område,” fortæller Søren.
Videreuddannelsen har været et mangeårigt mål:
”Mit mål har hele tiden været at blive paramediciner, da uddannelsen åbner for at kunne tage mere ansvar. Den nye paramedicineruddannelse sætter stor fokus på multikomplekse sygdomsbilleder og et mere dybdegående kendskab til patienternes egen medicin og behov. Det bidrager til bedre patientforløb og i sidste ende bedre behandling af borgerne.”
Søren fremhæver PreMed som en arbejdsplads med korte beslutningsveje og gensidig respekt: ”Hos PreMed er der ikke langt til nærmeste leder. Driften kører strømlinet, og alt er lige til,” siger han.
Søren er 45 år og bor i Vildsund med sin kæreste, der også kører ambulance fra PreMeds base i Thisted. Sammen har de to små piger.
Kasper fra Arden: Fra frivillig i Cambodja til mentor og paramediciner
Kasper startede sin karriere som brandmand gennem Beredskabsstyrelsen efter studentereksamen fra HTX. Derefter gik turen til Cambodja, hvor han som frivillig divemaster deltog i et projekt, der undersøgte fiskeriets påvirkning af havbunden.
I 2015 begyndte han som ambulanceassistent, og senere blev han ambulancebehandler.
”Arbejdet som paramediciner ligger godt til mig, fordi det er meget afvekslende, og der er aldrig to dage, der er ens. Det at kunne komme ud og skabe ro og tryghed midt i kaos, er meget tilfredsstillende,” siger Kasper.
Ud over sit arbejde fra PreMeds base i Hobro er Kasper mentor for ambulancebehandlerelever. Han håber også at kunne blive instruktør på sigt:
”Vi er i en branche, hvor der sker en stor udvikling, og vi får hele tiden nye muligheder og opgaver. Jeg vil gerne være med til at forme den udvikling. Derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at dygtiggøre mig.”
Samarbejdet med ledelsen har været en vigtig faktor:
”Man er ikke bare et mandskabsnummer her hos PreMed. Ledelsestonen er uformel, og der er generelt en hyggelig stemning,” siger han.
Kasper er 32 år og bor i Arden med sin kone og deres lille hund. Fritiden bruges bl.a. på træning og OCR-løb.
Styrket beredskab i lokalområdet
Med Kasper som nye paramedicinere får Mariagerfjord Kommune og omegn et styrket præhospitalt beredskab. Paramedicinere har mulighed for at udføre mere avanceret behandling direkte på skadestedet, hvilket kan være afgørende i akutte situationer.
PreMeds investering i videreuddannelse af medarbejdere bidrager dermed både til kvaliteten af patientbehandlingen og til et stærkere lokalt redningsberedskab.
Læs også: