Sport
Kæmpe folkefest i Hobro og Mariager: Alle kan være stolte over rammerne som blev sat for PostNord Danmark Rundt
Den nye store aktivitetspark “Alt på hjul” blev indviet, europaministeren kom på besøg og en stor cykelfest omkring PostNord Danmark Rundt blev afviklet på bedste vis. Både borgere og Mariagerfjord Kommune kan være stolte – Se alle billederne i artiklen
Lørdag den 16. august blev en dag, mange borgere i Mariagerfjord Kommune vil huske længe. Rosendal Idrætsforum og Alt på hjul dannede ramme, da sidste etape af PostNord Danmark Rundt blev skudt i gang, og samtidig blev den nye aktivitetspark Sparekassen Danmark Alt På Hjul officielt indviet og navngivet.
Foto: Airview
En dag med både sport og fest
Det var tredje gang, at Hobro fik æren af at være startby i det prestigefyldte cykelløb. Allerede fra formiddagen samlede Rosendal Idrætsforum og den nybyggede cykelarena et stort publikum, der kunne opleve rytterne blive præsenteret, inden de satte kursen mod Sødisbakke i Mariager – en stigning, som med sine 10 procent på de hårdeste 300 meter bød rytterne på en udfordring.
Efter 157 kilometer og mål i Silkeborg stod Mads Pedersen øverst på podiet. Han vandt ikke blot dagens etape i en tæt spurt, men sikrede sig også den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt for tredje gang i karrieren.
Læs også:
Frivillige kræfter bar dagen
Bag arrangementet stod Mariagerfjord Kommune i tæt samarbejde med Hobro Cykleklub af 1938. Hele 20 frivillige fra klubben brugte lørdag formiddag på at få det hele til at fungere.
– Det er bare noget, der ligger så dybt i en. At man er cykelentusiast og brænder for det, og derfor gerne vil dele det med andre. Derfor er hele weekenden sat af til cykling, fortæller Henrik Ginnerup, formand i Hobro Cykleklub til TV2. Da vi snakkede med ham tidligere på uge gjorde han os opmærksom på at festen faktisk først slutter i morgen søndag med motionscykelløbet “Fjorden Rundt”.
Læs mere om det her: “Fjorden Rundt” runder cykelfest-weekenden af i Hobro – et cykelløb for alle
Cykelstjernen Mads Pedersen understregede også de frivilliges betydning:
– Det frivillige arbejde starter allerede nede i klubberne, hvor voksne hjælper de unge videre. Jeg tror ikke, der er nogen sport i Danmark, der ville være en succes uden frivillige, sagde han til TV2 Nord.
Indvielse af Alt På Hjul
Som en del af dagen blev den nye aktivitetspark Sparekassen Danmark Alt På Hjul indviet. Parken, der er blevet til med stor frivillig indsats, skal fremover danne ramme for både cykling, løb og andre aktiviteter.
Ved indvielsen deltog blandt andre europaminister Marie Bjerre, som roste projektet og fremhævede det som et godt eksempel på, hvordan lokal opbakning kan skabe nye muligheder for fællesskab og bevægelse.
Foto: Airview
Besøg af europaministeren
Europaminister Marie Bjerre og borgmester Mogens Jespersen skulle sætte den sidste etape af PostNord Danmark Rundt i gang – og det blev en særlig oplevelse på hjemmebane i Nordjylland for den lokale minister. Hun stillede også op til et interview hvor hun fremhævede sportens evne til at skabe fællesskab, også på tværs af grænser, og understregede, at Danmark som stærk cykelnation kan være med til at styrke båndene i Europa. Ministeren mindede desuden om Danmarks nuværende ordførende rolle i EU-formandskabet og pegede på, at sportens samlende kraft kan spille en vigtig rolle i denne periode.
Se alle billederne fra dagen
Arrangementet i Hobro blev en rigtig folkefest med solskin, cykelløb i verdensklasse og lokal sammenhold i centrum. Vi har samlet et stort galleri herunder, eller man kan se dem på Fjordavisens facebookside her:
Foto: Airview
Foto: Airview
Foto: Airview
Foto: Airview
Læs også: