Svar på følgende debatindlæg fra Peter Christensen, formand FOA Mariagerfjord: Hvad vil borgmesterkandidaterne gøre for velfærden i Mariagerfjord Kommune?
Kære Peter.
Tak for dit oplæg til debat, og tak for dine relevante spørgsmål.
Jeg oplever generelt en god kommune i positiv udvikling, hvor der dog stadig er plads til fornyelse og forbedringer.
De kommunale økonomier har været på slankekur de seneste år, og jeg er ikke overbevist om, at det bliver markant bedre de kommende år. Perioden fra 2026-28 ser udfordrende ud i overslagsårene, og regeringen prioriterer bl.a. oprustning og sikkerhed højt i øjeblikket, hvilket også er en vigtig dagsorden. Det kommer naturligt til at påvirke den kommunale pengekasse.
Det er et vilkår vi må arbejde med lokalt, og kommunalbestyrelsens vigtigste opgave er, at prioritere økonomien i kommunen, så vi får det optimale ud af de økonomiske muskler vi har.
I vores kommune har vi historisk været dygtige til at få et samlet byråd til at stå bag budgetterne, og der har været enighed om den retning der er sat. Det må være betryggende for både borgere og medarbejdere.
Mariagerfjord Kommune skal være et attraktivt sted at bosætte sig, og heri er børnepasning og daginstitutioner en vigtig nøgle. De nuværende normeringerne er besluttet i fællesskab, og skal løbende vurderes. Børnetal, demografi og løbende udvikling skal tilpasses indenfor vores økonomiske rammer i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger.
I Venstre har vi stor fokus på børn og deres trivsel, og en god start på livet er altafgørende. En tidlig indsats hos dem der har udfordringer kan være altafgørende. Vores udgifter til drift af dagtilbud er omkring 186 mio. kr. årligt, og udvalget for børn og familie arbejder løbende på optimering indenfor eget område. Vores normeringer i vuggestue og børnehave ligger meget tæt på landsgennemsnittet, og det er selvfølgelig et mål at nå helt på omgangshøjde når økonomien og prioriteringerne tillader det.
Ældre, handicap, og sundhedsområderne er ligeledes en vigtig hjørnesten i Mariagerfjord kommune, og det bliver underbygget af, at områderne fylder op mod en tredje del af vores økonomi. Som kommune skal vi forebygge og hjælp dem som har behov.
En midter regering er vel netop sat i verden for bl.a. at lave langtidsholdbare reformer på velfærdsområderne, og det skal vi bakke op om lokalt.
Ældrereformen skal sikre mere borgernær velfærd, i små faste teams og tilrettelagte indsatser efter borgernes behov.
Jeg er meget bevidst om, at det koster penge at implementere reformen, og det skal være mit oplæg til de kommende budgetforhandlinger, at der prioriteres et beløb til opgaven.
Kommunens medarbejdere er det vigtigste aktiv vi har, uden dem var der ikke et fællesskab.
Mariagerfjord Kommune skal være en attraktiv arbejdsplads, og jeg mener at vi har meget at byde på.
Medarbejderne yder en kæmpe indsats hver dag, og der skal fortsat mærkes politisk opbakning.
Der er travlt, og i perioder også for travlt, og det er her vores dygtige ledere skal gøre en forskel via fortsat tilrettelæggelse og anerkendelse.
Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at vi kan tilgodese vores velfærdsområder, men det afhænger som tidligere nævnt af den pose penge vi får stillet til rådighed i kommuneaftalen, og hvordan vi i fællesskab prioriterer dem.
Jeg kommer ikke til at slå om mig med valgløfter, mit fokus er en stabil langsigtet god udvikling af vores kommune med prioriteter på ansvar, økonomisk soliditet, kommunikation og et bredt politisk samarbejde om muligt.
Vi har en solid økonomi, det skal vi værne om, men det betyder også at vi af og til må tage tingene i de rette tempi.
En samlet kommunalbestyrelse sammensætter kommunens økonomi, og resultatet er ikke altid hvad vi ønsker os, men nærmere det bedste resultat ud fra de rammer vi kan agere under.
Dialog og kommunikation er altafgørende. Respekten for forvaltningens faglighed, medindflydelse fra medarbejderorganisationen og samarbejdet med faglige organisationer herunder FOA skal være med til at sikre en fortsat god udvikling af vores kommune.
Jeg ser frem til et godt samarbejde.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: