Kultur

Hele ni koncerter i kalenderen og nyt navn – Mariagerfjord Musikforening er klar til ny sæson

Fra klassiske mesterværker til nytænkende samarbejder

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 23. august 2025

Mariagerfjord Musikforening går ind i sin 59. sæson og byder på et varieret koncertprogram, der spænder fra store klassiske værker til spændende nye formater. Alle koncerterne finder sted på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro, og både medlemmer og ikke-medlemmer får mulighed for at opleve musikken tæt på.

Nyt navn – samme stærke tradition

Musikforeningen blev grundlagt i Hobro i 1967 og har i årtier været samlingspunkt for musikelskere i Mariagerfjord Kommune. Ved den seneste generalforsamling valgte foreningen at skifte navn til Mariagerfjord Musikforening for at markere sit bredere lokale tilhørsforhold.

Første koncert: Ny blæserkvintet

Sæsonen åbner søndag den 7. september kl. 15.00 med den nydannede Aura Woodwind Quintet, bestående af fem musikere fra Aarhus og Aalborg Symfoniorkestre. Kvintetten spiller værker af blandt andre Piazzolla, Mozart, Hindemith og Carl Nielsen.

Forfatterkoncert og klassikere

Senere i september byder musikforeningen på et anderledes arrangement i samarbejde med Hobro Bibliotek. Her læser forfatter Solvej Balle op fra sin prisbelønnede roman Om udregningen af rumfang, mens Jutlandia Saxofonkvartet spiller Bachs Goldbergvariationer.

I oktober gæster den anerkendte Poseidonkvartetten Hobro med strygekvartetter af Beethoven og Schubert.

Store navne på klaver og orkester

I november står pianisten Tony Nguyen på scenen med musik af Franz Liszt og Rued Langgaard. Senere samme måned vender Randers Kammerorkester tilbage under ledelse af dirigent David Riddell. Programmet byder på værker af Vaughan Williams, Bruch, Janáček og Dvořáks populære slaviske danse.

Nytårskoncerten et højdepunkt

Foreningens traditionelle nytårskoncert med Aalborg Symfoniorkester finder sted onsdag den 7. januar 2026. Billetterne til denne koncert koster 240 kroner og plejer hurtigt at blive udsolgt. Derfor anbefales det at sikre sig plads i god tid.

Billetter og medlemsfordele

Medlemskab af Mariagerfjord Musikforening giver adgang til alle sæsonens koncerter og desuden mulighed for at deltage i arrangementer hos nabokommunernes musikforeninger. Løssalgsbilletter kan købes via foreningens hjemmeside eller ved indgangen – dog med undtagelse af nytårskoncerten, hvor der sjældent er billetter at få på selve dagen.

Læs mere her: Mariagerfjord Musikforening