Debat

Debatindlæg: Stålmarker i Mariagerfjord kommune?

Af Dennis Jørgensen, Byrådskandidat for Venstre

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 28. august 2025

Skal vi have store solcellemarker i Mariagerfjord?

Nej det synes jeg ikke vi skal.

Det er et trist syn at stå og kigge udover sådan en solcellemark. 

Der er lige nu udlagt 3 områder i Mariagerfjord kommune, på næsten 700 Hektar, som ellers skulle være til fødevareproduktion eller biodiversitets fremmelse.

Skal vi have solceller i Danmark og i Mariagerfjord? 

Ja det kan vi sagtens, men de skal på hustage, parkeringshuse, offentlige bygninger og industritage. 

Det burde være sund fornuft at vi ikke tapetsere vores natur til i solceller, når vi har golde tagarealer, der kan bruges.

Hvorfor er det ikke et krav ved f.eks offentligt nybyggeri, at der skal solceller op eller at konstruktionen som minimum skal være stærk nok til at kunne bære det til fremtidig opstilling?

Så kan man tale om at en kornmark ikke er biodivers, nej det er den ikke, så i forhold til konventionel dyrkning, er en solcellemark mere biodivers. Men betyder det så at en solcellemark er fri for giftsprøjtning?

Nej, i dag er der desværre ikke specielle krav til sprøjtning på solcellemarker. Hvorvidt der må sprøjtes afhænger iflg. pesticidreglerne af, hvad områderne i øvrigt er udlagt til, hvis området fx bruges til afgræsning kan der iflg. pesticidreglerne bruges midler, der er godkendt til græsmarker.

Står jeg alene med holdningen mod solcellemarker og er der ingen vej udenom, skal vi som minimum stille strenge krav til giftsprøjtning på jorden, biodiversiteten, og eventuel dyrkning eller dyrehold.

Ja tak til grøn energi, nej tak til golde stålmarker.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!