Erhverv

Nyt regnvandsanlæg indviet hos Aage Vestergaard Larsen i Mariager – forhindre mikroplast i naturen

Nyt renseanlæg skal forhindre udledning af mikroplast, og styrke den i forvejen stærke grønne profil hos virksomheden

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 30. august 2025

I går, fredag den 29. august var en særlig dag hos Aage Vestergaard Larsen A/S og for miljøet i Mariager Fjord. Her blev virksomhedens nye regnvandsrensningsanlæg officielt indviet – en investering på otte millioner kroner, der skal forhindre udledning af mikroplast til naturen.

Rød snor klippet til indvielsen

Den røde snor blev klippet af administrerende direktør Franz Cuculiza og kreativ direktør Gitte Buk Larsen sammen med Mogens Jespersen borgmester i Mariagerfjord Kommune og Plastindustriens direktør Thomas Drustrup. Dermed blev anlægget markeret som åbent ved en festlig ceremoni med både medarbejdere, samarbejdspartnere og gæster til stede.

Største anlæg af sin slags

Det nye anlæg er det hidtil største af sin art dækker virksomhedens 100.000 kvadratmeter store fabriksgrund. Løsningen er udviklet i samarbejde med UCON, Hobro-virksomheden A/S Karl Jensen samt virksomhedens egne specialister.

Anlægget rummer et 3.500 kubikmeter stort regnvandsbassin, en kilometerlang ledning og et mekanisk renseanlæg med båndfilter, der kan opsamle partikler helt ned til 100 mikrometer. Dermed kan regnvand fra både tage og befæstede arealer renses effektivt, inden det ledes videre.

Miljøhensyn i centrum

Ifølge administrerende direktør Franz Cuculiza er det udelukkende hensynet til miljøet, der ligger bag den store investering:

”Vi ønskede en løsning, hvor vi kunne tage ansvar for vores egen udledning – både for at beskytte miljøet og for at fremtidssikre vores produktion. Anlægget fungerer allerede over al forventning og har bevist sin effektivitet under kraftige regnskyl,” siger han.

Det rensede regnvand ledes i dag kontrolleret tilbage til det offentlige system. På sigt forventer virksomheden dog også at kunne genbruge dele af vandet i produktionen, blandt andet i forvaskeprocesser.

En del af en større grøn indsats

Aage Vestergaard Larsen A/S er Nordens største virksomhed inden for plastgenanvendelse og behandler årligt omkring 15.000 tons plastaffald fra mere end 100 kunder i Danmark og resten af Norden.

Virksomheden er desuden certificeret under det internationale miljøprogram Operation Clean Sweep, der arbejder for at reducere mikroplastforurening globalt.

”Vi er stolte af at tage ansvar for miljøet og vores branche. Dette projekt er et skridt på vejen mod en endnu mere bæredygtig plastproduktion,” understreger Franz Cuculiza.

Lokal stolthed og samarbejde

Mariagerfjord Kommune deltog også i indvielsen og fremhævede betydningen af, at en lokal virksomhed går forrest på det grønne område. Projektet er blevet til i tæt samarbejde med kommunen, Ren Forsyning Mariagerfjord og A/S Karl Jensen i Hobro.

”Det er et stærkt eksempel på, hvordan lokale kræfter kan skabe løsninger, der både gavner miljøet og fremtidens generationer,” lød det fra kommunen i forbindelse med indvielsen.