Debat

Debatindlæg: Sejler sundhed og omsorg i Mariagerfjord Kommune?

Af Niels Fjeldberg, byrådskandidat SF

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 4. september 2025

I slutningen af juli dette år fremkom en rapport, der fastslog, at normeringen på vore plejecentre om natten er blot en ansat pr. 28½ beboer i gennemsnit (korrigerede tal). Tallet er ifølge kommunen selv 25,9 beboer pr. ansat om nattet.

I august kom det frem, at der igen er fugtproblemer i det gamle hotel i Hadsund, der fungerer som sundhedshus.

I Hobro har der ligget planer om bygning af et nyt sundhedshus de sidste 1½ år – uden der er sket noget.

Hvis man begynder at kigge ind i området for vore ældre, kan man sikkert finde andre alvorlige problemer.

Udvalgsformand Jan Andersen (V) har udtalt sig flere gange til diverse medier om de aktuelle problemer. Jeg har på internettet gennemset de interviews han bl.a. har givet til Fjordavisen. Jeg forstår ikke, hvad budskaberne er. Jeg håber ikke, jeg fornærmer nogen, når jeg hævder, at udvalgsformanden taler udenom.

Lad os skære ind til benet. Er det godt nok med en normering på 28½ eller 25,9 beboer pr. ansat om natten på plejecentrene? Mit svar er nej. Der skal ikke gå ret meget galt, før læsset vælter. 

For eksempel kræver en svært syg og svækket ældre medborger, der eventuelt måtte være døende, ofte mere end blot fysisk pleje. Også omsorg og nærvær er nødvendig for slet ikke at tale om lindring.

Vort personale skal være tilstede og også kunne skabe tryghed.

Det kan ikke lade gøre, når man har 25 andre, der skal have del i en.

Normeringen er slet og ret for dårlig. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi skal ikke kun se på tal og beløb, men også have en drøftelse med de enkelte plejecentres ledelse, personale, beboere og pårørende, så de reelle behov kan afklares.

Så meget om normeringer her og nu, men lad os få gang i debatten og binde hinanden op på reelle forbedringer. Handsken er kastet.

Lidt om sundhedshuse:

Der er fugt og skimmel i sundhedshuset i Hadsund. Tag nu fat om problemet! Indse, at man i sin tid begik en fejl, og start et nyt sted i nye rammer – evt. som nybyggeri. Kommunen må så skille sig af med de eksisterende bygninger. Det bliver for tungt i det lange løb, at blive ved med lappeløsninger.

I Hobro har der været planer om et Sundhedshus i 1½ år. Jamen, hvorfor spilde tiden på planer og ikke få dem ført ud i livet? Kom dog i gang. Hvis meningen er, at der skal etableres et nyt sundhedshus, så bliver det ikke billigere af at vente.

Sejler sundhed og omsorg i Mariagerfjord? Ja, døm selv.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!