Erhverv

Auto G genopstår i Hadsund: Lokal erhvervsmand står bag genåbningen

Efter nogle måneders fravær vender Auto G nu tilbage til Hadsund. Den kendte reservedels- og industributik, som lukkede i forbindelse med AG Automotives konkurs i august 2025, får nyt liv under ledelse af den lokale erhvervsdrivende Mathias Damkjær Andersen. Han står i forvejen bag Øster Hurup Autoteknik, Damkjers Biler samt Øster Hurup Tømrer & Snedker

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. september 2025

Fra konkurs til comeback

Da AG Automotive gik konkurs i 2025, betød det ikke blot lukning af butikken i Hadsund, men også tab af omkring 160 arbejdspladser på landsplan. Mange lokale har siden savnet muligheden for at købe reservedele og industrivarer i byen. Det hul på markedet bliver nu udfyldt igen.

”Vi har købt hele forretningen – varelager, inventar og sjælen i Auto G – og vi flytter det hele ned på nye, moderne lokaler på Plastvænget 6,” fortæller Mathias Damkjær Andersen.

Nyt sortiment og fleksibel service

Den nye Auto G vil tilbyde et bredt udvalg af reservedele, værktøj, bilpleje og industriprodukter. Ifølge ejeren bliver butikken ikke blot en gentagelse af det gamle koncept, men et sted hvor kvalitet og fleksibilitet er i centrum.

”Vi får samme brede sortiment som tidligere – måske endda mere. Vi kommer til at have åbent i hverdage, weekender og helligdage, og vi tilbyder også udkørende budservice. Fleksibilitet og personlig service er i topklasse,” siger han.

Opbakning fra lokalsamfundet er afgørende

Mathias Damkjær Andersen understreger, at Hadsund har et stort potentiale som handelsby – men succesen kræver lokal opbakning.

“Hadsund har et enormt opland og et stort potentiale. Jeg tror 100% på, at vi kan trække og fastholde en forretning som denne her i byen – men det kræver lokal opbakning,” siger han.

Han opfordrer derfor borgerne til at handle lokalt: ”Vi investerer i byen – og vi håber, du vil gøre det samme ved at handle lokalt.”

Butikken åbner på Plastvænget

Auto G får adresse på Plastvænget 6 i Hadsund, hvor der arbejdes på at indrette de nye lokaler. Butikken markedsføres som “din lokale reservedels- og industripartner”, og forventningen er, at kunderne igen kan få den personlige service, som mange har savnet.