Nyheder
Turismen i Himmerland vokser gennem samarbejde
Partnerskabsdag samlede aktører fra hele området på Vitskøl Kloster
Turismen i Himmerland står stærkere end nogensinde, og det skyldes ikke mindst et tæt samarbejde mellem lokale aktører, virksomheder og Destination Himmerland. Det blev tydeligt, da omkring 60 deltagere mødtes onsdag eftermiddag på Vitskøl Kloster til årets Partnerskabsdag 2025.
Fokus på fællesskab og udvikling
Formålet med Partnerskabsdagen er at præsentere partnerskabsprogrammet for det kommende år og samtidig give inspiration, indsigt og nye netværksmuligheder. Dagens program bød på en række oplæg fra både lokale og nationale oplægsholdere.
Nikoline Nielsen fra Vestjysk Marketing fortalte om, hvordan forskellige kundetyper reagerer på markedsføring og oplevelser, mens VisitDenmarks markedschef for Norge, Hege Fredlund Hoff, præsenterede nye analyser af nordmændenes rejsetrends – og pegede på potentialet for at tiltrække endnu flere gæster fra Norge til Danmark.
Læs også:
Lokale succeshistorier inspirerede
Fire lokale repræsentanter delte deres erfaringer med samarbejde og udvikling: Dorthe Lund fra Sommer i Pakhuset i Hobro, Mette Christensen fra Casa Jada i Hvalpsund, Jesper Nielsen fra Aars Handel og Jørgen Kaare fra Øster Hurup Strandlaug.
Deres fortællinger viste, hvordan lokale kræfter sammen skaber nye oplevelser og aktiviteter, der gavner både turister og lokalsamfund.
“Turismen er ikke et isoleret anliggende – den succes, der er i én virksomhed, afhænger ofte af alt det omkringliggende: naturen, bylivet, spisestederne og de oplevelser, der giver gæsten en grund til at komme – og blive. Når vi samarbejder, skaber vi resultater, som ingen af os kunne opnå alene,”
fortæller Johanne Bugge, direktør for Destination Himmerland.
Stigende interesse og synlighed
Destination Himmerlands marketingteam kunne på dagen berette om markant vækst på sociale medier det seneste år. Væksten skyldes både populære events som Midgårdsormen og en målrettet indsats med videoindhold og samarbejder med lokale partnere og influencers – både danske og udenlandske.
Også de 105 lokale Info Spots, der fungerer som knudepunkter for gæsteinformation, har haft en rekordstor sæson. Efterspørgslen på kort, magasiner og lokalbrochurer har været høj, og indsatsen fortsætter i 2026.
“Info Spots er et stærkt eksempel på, hvordan lokale kræfter og frivillige sammen bidrager til at give gæsterne en endnu bedre oplevelse. Når vi møder gæsterne dér, hvor de er, skaber vi relationer, som giver lyst til at udforske mere,”
siger Johanne Bugge.
Smag på Himmerland – og nye initiativer
Partnerskabsdagen bød også på lokale smagsoplevelser fra producenter som Casa Jada, Lille Restrup Hovedgård, Bies Bryghus/Real Drinks, Mariager Saltcenter og Glenholm Vingård.
Samtidig blev deltagerne præsenteret for det kommende projekt “TIL BORDS”, der indgår i satsningen Danmarks Maddestinationer 2.0, støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Sammen står Himmerland stærkere
Partnerskabsdagen sluttede med en fælles forståelse af, at samarbejdet er nøglen til Himmerlands succes.
“Partnerskabsdagen viser præcis, hvad vi kan, når vi samles. Vi lærer, inspirerer og udvikler sammen – og det er sådan, vi skaber et stærkere, mere attraktivt og bæredygtigt Himmerland,”
afrunder Johanne Bugge.
Læs også: