Forbruger

Danmark smider dobbelt så meget mad ud som resten af Europa

Nye tal fra Eurostat viser, at danskerne ligger i bunden, når det gælder madspild

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 17. oktober 2025

Danmark har fortsat et alvorligt problem med madspild. Ifølge de nyeste tal fra Eurostat, offentliggjort torsdag den 16. oktober, smider hver dansker i gennemsnit 261 kilo mad ud om året – dobbelt så meget som det europæiske gennemsnit på 130 kilo pr. indbygger.

Danmark næstværst i EU

De nye data, som dækker madspild på tværs af hele fødevarekæden i 2023, placerer Danmark som det næstværst præsterende land i EU. Kun ét land har et større madspild pr. person.

Til sammenligning topper Slovenien listen som det bedste land med et samlet madspild på blot 78 kilo pr. indbygger, hvoraf 34 kilo stammer fra husholdningerne.

I Danmark står husholdningerne for 87 kilo af det samlede madspild, hvilket ligger markant over EU-gennemsnittet på 69 kilo.

“Et alvorligt wakeup call”

Hos madspildsappen Too Good To Go kalder man tallene bekymrende.

Det er helt ærligt bekymrende og et alvorligt wakeup call. Tallene viser, at vi stadig er nødt til at minde hinanden om, at det kræver aktiv handling at nedbringe sit madspild. De fleste af os kender grebene til at minimere spildet, men mange mister gejsten, når de står i den konkrete situation og skal vælge mellem at smide maden ud og tænke lidt kreativt for at få den spist.

siger Ken Vanhoegaerden, dansk og norsk landedirektør i Too Good To Go.

Svenskerne gør det langt bedre

Sammenligningen med Sverige gør problemet endnu tydeligere. Ifølge Eurostat har svenskerne et samlet madspild på 122 kilo pr. indbygger – mindre end halvdelen af det danske niveau. De svenske husholdninger smider i gennemsnit 60 kilo mad ud pr. person, svarende til 42 procent mindre end danskerne.

Svenskerne lever under samme forhold som os. De køber den samme mad, bor i det samme klima og handler i mange af de samme kæder. Alligevel smider de markant mindre ud. Det burde være en øjenåbner for os alle og en motivation til at tage skeen i den anden hånd

For at sætte fokus på forskellen mellem Danmark og Sverige hejste Too Good To Go svenske flag på FNs internationale madspildsdag den 29. september – både på hovedkontoret og i bybilledet.

Bevidsthed uden handling

EU har som mål at halvere madspild pr. indbygger inden 2030, men Danmark er fortsat langt fra målet.

Ken Vanhoegaerden peger på, at danskerne trods stor bevidsthed om bæredygtighed ikke formår at omsætte den til konkret handling:

Vi taler meget om bæredygtighed, men handlingen halter. Det er i hverdagen, kampen skal vindes, både i køkkenet, i supermarkedet og ved frokostbordet. Vi skal alle tage ansvar for at bruge den mad, vi allerede har,

Fakta: Madspild i EU og Danmark

  • EU samlet: 130 kilo madspild pr. indbygger i 2023 – i alt 58,2 mio. ton.
  • Husholdninger: Står for 53 % af alt madspild, svarende til 69 kilo pr. indbygger.
  • Danmark: 261 kilo madspild pr. indbygger – 87 kilo i husholdningerne.

Kilde: Eurostat, “Food waste and food waste prevention – estimates”, 2025.