Erhverv

Jagtstuen lancerer lokal fadøl fra Hadsund Bryghus

Lokalt samarbejde giver Hadsunds ølentusiaster en ny, frisk fadølsoplevelse fra byens eget bryggeri

Søren Greve
Af Søren Greve 7. november 2025

Lørdag den 15. november inviterer Jagtstuen til fadølslancering med mad og musik, og fra denne dato vil Jagtstuens gæster kunne nyde frisk, lokal fadøl direkte fra Hadsund Bryghus. Samarbejdet bunder i et ønske om at styrke det lokale – og give Hadsunds borgere en ægte, håndbrygget øloplevelse.

”Vores gæster har længe ønsket mere lokal øl – og det får de nu. Hadsund Bryghus leverer fadøl i flere varianter af højeste kvalitet, og vi er stolte over at kunne støtte op om byens eget bryggeri,” siger Jagtstuens forpagter Janni Laursen. ”Vi glæder os til at tappe den allerførste fadøl til vores store Biksemads-fest den 15. november!”

Brygger Mikkel Andersen fra Hadsund Bryghus supplerer: ”Det er fantastisk at få vores øl i hanerne på et ikonisk værtshus som Jagtstuen. Det er her, mennesker mødes, og nu kan de mødes over øl, der er brygget lige rundt om hjørnet.”

Jagtstuens program for lørdag den 15. november 2025 ser således ud:

● Biksemad kl. 17.30 i samarbejde med Jagtstuens Venner (tilmelding og betaling i baren senest søndag d. 9. november)

● Fadølshanerne åbner, og de første fadøl skænkes af bryggeren selv.

● Dobbelt op i baren kl. 19.00–21.00

● Live musik fra kl. 20.00 med Hawskum

Kom og vær med, når den første lokale fadøl flyder fra hanerne på Jagtstuen!