Nyheder

Stadig ledige tider til sæsonvaccination i Nordjylland

Over halvdelen af målgruppen er nu vaccineret – borgere kan stadig nå det inden 20. december

Søren Greve
Af Søren Greve 11. november 2025

Mere end halvdelen af de nordjyske borgere, der forventes at tage imod årets tilbud om vaccination mod influenza og covid-19, har allerede fået deres stik. Men der er stadig ledige tider, oplyser Region Nordjylland.

70.000 er allerede vaccineret

Omkring 120.000 borgere forventes at blive vaccineret i Nordjylland i denne sæson, og indtil nu har knap 70.000 fået deres vaccination. Vaccinationssæsonen løber frem til 20. december, og regionen har netop sendt påmindelser ud til målgruppen – både digitalt og som fysiske breve til borgere, der er fritaget for digital post.

“Mange har allerede booket tid, så kalenderen er ret fyldt indtil december. Men der er stadig rigeligt med ledige tider på de regionale vaccinationscentre, inden sæsonen slutter. Det vigtigste er, at man når at blive vaccineret i sæsonen – ikke hvornår,” siger Heidi Ettrup Vejen, faglig leder af de regionale vaccinationscentre i Nordjylland.

Regionen driver et stort vaccinationscenter i hver kommune, og derudover besøger et mobilt hold plejehjem, botilbud og borgere i eget hjem.

Sådan bestiller du tid

Det er borgere over 65 år, der automatisk har modtaget invitation til sæsonvaccination. Personer under 65 år med øget risiko for alvorligt sygdomsforløb kan stadig blive vaccineret – de skal blot selvvisitere sig via www.vacciner.dk med en tro- og loveerklæring og derefter booke tid.

Hvis man har brug for hjælp, kan man kontakte Region Nordjyllands vaccinationshotline på telefon 97 64 84 63.
Hotlinen har åbent alle hverdage fra kl. 9.00 til 13.30 og hjælper med tidsbestilling og spørgsmål.

Det er også via hotlinen, man kan blive visiteret til vaccination i eget hjem, hvis man af helbredsmæssige årsager ikke kan forlade sin bolig – heller ikke med ledsagelse.

Mere information

På regionens hjemmeside www.rn.dk/vacciner kan borgerne finde yderligere information om vaccinationssteder, åbningstider og målgrupper.

“Vi håber, at alle, der ønsker at blive vaccineret, når det inden sæsonen slutter. Det handler om at beskytte både sig selv og de mest sårbare,” siger Heidi Ettrup Vejen.