Navne
Jens Rasmussen, administrerende direktør for Eurowind Energy, fylder 50 år d. 13. november 2025.
Fra elektriker i Hobro til international energileder – Jens Rasmussen fylder 50 år
Nordjysk snusfornuft, kombineret med en stærk forretningssans og et konkurrencegen uden lige. Administrerende direktør for energivirksomheden Eurowind Energy, Jens Rasmussen, runder et skarpt hjørne torsdag d. 13. november. Dagen bliver fejret med en reception på Eurowind Energy fredag d. 14. november og en privat fest.
Jens Rasmussen er ikke bare en leder – han er en drivkraft. Han har en sjælden kombination af teknisk indsigt, strategisk overblik og en ukuelig vilje til at skabe resultater. Selvom han i dag færdes hjemmevant i internationale og finansielle sammenhænge, så er udgangspunktet altid hjembyen Hobro og opvæksten i Mariagerfjord kommune. Jens Rasmussen er uddannet elektriker og har fastholdt en praktisk tilgang til komplekse problemstillinger. Medarbejdere tæt på ham fremhæver især hans enorme viden om energiområdet. Han har en unik forståelse for hele værdikæden og et smittende engagement, når det handler om at drive Eurowind Energy videre mod målet som stor international udvikler på energiområdet. En virksomhed, han var med til at starte for snart 20 år siden.
Jens Rasmussen ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Problemer er til for at løses, og alt har en værdi. Hvis en ældre vindmølle går i stykker, vil Jens’ første spørgsmål være, om den kan repareres eller bruges som reservedel. Han er nysgerrig og lyttende og har et imponerende netværk, men han er også taktiker og en dygtig strateg. Han er i spillet for at vinde, uanset om det handler om at nå målet med at gøre Eurowind Energy til energikæmpe, eller når han vinder førstepladsen med sit team i konkurrencerne på virksomhedens Company Day. Samme dedikation bruger han til at drive virksomheden fremad, og han inspirerer folk omkring sig til at yde deres bedste.
Jens Rasmussen har en usnobbet tilgang til de mennesker, han møder. Han bruger ofte sin nordjyske humor i mødet med andre og holder af sociale sammenkomster, både privat og i relation til virksomheden. Privat dyrker Jens især motion og jagt. Han er et dedikeret familiemenneske, og han prioriterer samværet med hustruen Hanne og de tre teenagebørn højt.
Om Eurowind Energy A/S:
Eurowind Energy A/S er en dansk virksomhed, der er specialiseret i at udvikle, bygge og drive vedvarende energiparker. Eurowind Energy har aktiviteter indenfor vind, sol, hydrogen, biogas, power to heat og batteriløsninger.
Eurowind Energy A/S blev grundlagt i 2006 og er siden vokset til at være en markant spiller i sektoren for vedvarende energi med flere end 650 ansatte og aktiviteter i 16 markeder i Europa og USA
Læs også: