Debat

Læserbrev: Hvordan bør en politiker agere i Mariagerfjord?

Af Thor Bay Andersen – Byrådskandidat for SF Mariagerfjord 2025

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 12. november 2025

En af årsagerne til, at jeg valgte at gå ind i politik og stille op til dette kommunalvalg, er, at jeg synes, der i det seneste årti har været en stigende tendens til populisme. Dette er ikke nødvendigvis afgrænset til Danmark eller kommunalvalg, men en uheldig tendens synes jeg, det er under alle omstændigheder.

Jeg kan, som mange andre danskere, sætte rigtig stor pris på en politik, der erkender sine fejl, eller som vælger at ændre sin holdning, når ny evidens bliver fremlagt. Jeg føler dog sjældent, at det foregår sådan – tværtimod oplever jeg, at politikere ser, hvordan nogle af deres kollegaer får medvind for visse holdninger, og derfor ændrer deres politik baseret på, hvad de kan få stemmer på.

Hvorfor synes jeg, at populisme er farligt? Der er mange årsager til, at jeg mener, det er problematisk, hvis politikere ændrer deres holdning baseret på stemmer – især i kommunalpolitik. Mange af de stemmer, der bliver afgivet ved et kommunalvalg, bliver nemlig givet på baggrund af de særlige mærkesager eller den personlige fremtoning, som kandidaterne har. Derfor mudrer det billedet, hvis kandidater vælger at skifte holdning alt efter, hvad der er populært for tiden, da borgerne så aldrig kan være sikre på, hvad deres stemme reelt bliver brugt til.

En anden uheldig tendens, som jeg har oplevet, er, at politikere glemmer, at de er folkevalgte. I stedet for at stå til rådighed for borgerne, forsvinder de fra det offentlige søgelys for at føre deres egen politik. Her mener jeg, at det ville gavne det politiske landskab, hvis man nemt kunne finde politikerne – fx på Facebook og andre sociale medier – således at man kunne få et indblik i, hvem de er som personer. Jeg ser også en stigende tendens til, at politikere laver særlige sider eller profiler for at “skærme”, hvem de er privat. Det synes jeg er uheldigt, da man i kommunalpolitik ofte stemmer på, hvem folk er som personer, og hvad de står for – og det kan være svært at vide, hvis man ikke får et ærligt indblik i politikernes privatliv.

Så for at gøre en lang historie kort: Hvis man vælger at sætte sin stemme på mig, får man en politiker, der er 100 % sig selv – ikke en jakkesætskriger, der klæder sig ud, som man “bør” gøre. Jeg siger min mening, også selvom det er den upopulære holdning i en forsamling, og jeg vil for alt i verden undgå politikersvar, hvor man i stedet for at svare på det konkrete spørgsmål afværger med lange forklaringer. For som Einstein engang sagde:

Hvis man ikke kan forklare et emne på en enkel måde, har man ikke selv forstået det dybt nok.

Husk at sætte din stemme på en du er enig med d. 18 november.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!