Valg 2025

Demensvenlighed på valgstederne

Materiale skal hjælpe valgtilforordnede med at støtte vælgere med demens

Søren Greve
Af Søren Greve 13. november 2025

Når borgerne går til stemmeurnerne den 18. november, vil de valgtilforordnede i hele Mariagerfjord Kommune være bedre rustet til at hjælpe vælgere med demens.

Organisationen Demensvenligt Danmark har sendt informationsmateriale ud til alle landets kommuner forud for kommunal- og regionsvalget, med en opfordring til at dele materialet med de valgtilforordnede på valgdagen.

Materialet indeholder blandt andet det landsdækkende demenssymbol samt enkle råd om, hvordan man kan genkende og støtte en borger, der virker usikker eller tøvende – og hvordan man bedst hjælper på en rolig og respektfuld måde.

Tryghed på valgdagen

Hos Ældre Sagen i Arden glæder man sig over initiativet. Elly Bjerring, demensvenlig ansvarlig i foreningen, fortæller, at hun selv blev nysgerrig efter at vide, om materialet var nået ud til de lokale valgsteder.

”Jeg var nysgerrig og ringede til borgerservice for at høre, om materialet var sendt videre – og det var det heldigvis. Alle 11 valgsteder i Mariagerfjord Kommune har fået det tilsendt,” siger Elly Bjerring.

Hun håber, at den nye viden vil gøre det mere trygt for personer med demens og deres pårørende at møde op og afgive deres stemme.

”Det er vigtigt, at alle får mulighed for at deltage i demokratiet – også dem, der kan føle sig utrygge eller usikre i uvante situationer,” tilføjer Elly Bjerring.