Debat
Debatindlæg: Hvor blev handlingen af?
Manuela Gram Coenraad og Rikke Høst, kandidater til kommunalvalget for Danmarksdemokraterne Mariagerfjord
Der er kun få dage til valget, og læserbrevene fylder godt op i lokalaviserne. Mange nye kandidater deler håb og intentioner – og det forstår vi godt. Det er jo derfor, man stiller op.
Men det, der undrer os, er, at flere af de siddende byrådsmedlemmer nu skriver, at de ”vil kæmpe for” og ”har modet til at tage fat på” udfordringer, som har været tydelige i årevis. Har de ikke kæmpet for det de sidste fire år? Har de ikke haft modet før nu?
For problemerne er ikke nye. Plejekrævende ældre sendes stadig hjem fra sygehuset uden de nødvendige hjælpemidler. Medarbejdere i ældreplejen løber alt for stærkt og føler sig ikke hørt. Unge i mistrivsel venter stadig på PPR, og forældrene bliver kastebolde. Og vores fjord? Den tager fortsat imod urenset spildevand – til tider i kaskader.
Det er ikke nyt. Og det er ikke småting.
En af kommunens borgmesterkandidater har netop skrevet om at være visionær på den lange bane. Og ja – visioner er vigtige. Dem skal vi alle have. Vi sætter os i byrådsstolen med samme intention, hvis vi får en stol. Men det ene må aldrig erstatte det andet:
Man kan ikke være visionær fremadrettet, uden man samtidig tager ansvar for det, der ikke fungerer i dag.
Vi skal holde fast i det, der virker. Lytte til kommunens borgere. Handle på det, der halter. Og insistere på, at ordentlighed, handling og sund fornuft ikke kun er noget, man taler om – men noget, man udøver.
For nu skal der ske noget.
Et kryds på os den 18. november er et kryds for implementering af netop dette:
Ordentlighed. Handling. Sund fornuft.
I beslutningerne. I samarbejdet. I hverdagen.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: