Debat

Læserbrev: Den offentlige trafik i Mariagerfjord Kommune skal tilpasses yderligere

Af Leif Johannsen, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Mariagerfjord

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. november 2025

Den offentlige trafik kan forbedres væsentligt

Regional- og ekspresbusser

Det der skal gøres noget ved er tilpasning af trafikken i byen. Herunder er den offentlige trafik bl.a. i søgelyset og burde medvirke til en reduceret trafik med biler.

Mange borgere, som gennem mange år har anvendt den offentlige trafik er ladt i stikken, efter indførelsen af ekspresbusser rundt om fjorden og videre til Aalborg fra Hadsund.

Til fordel for ekspresbusserne, er der fjernet en del afgange med regionalbusserne rute 58 og 234, som udelukkende betjener borgerne indenfor kommunen. Regionalbusserne kan betjene borgerne på vinkestrækninger mellem stoppestederne og betjene de små byer, som Norup, Dania, Østergårde, Kielstrup vej, hele Mariager, hele Assens, Katbjerg. Disse byer har nu hverken tidlige afgange, afgange midt på dagen, om aftenen og i weekend og helligdage.

Der er til gengæld oprettet ekspresbusser, som udmærker sig ved time drift rundt om fjorden og kørsel til Aalborg Busterminal via AUH, AAU, Gigantium, Grønlandstorvet og Eternitten. Dette tilgodeser i høj grad de studerende fra Hadsund og i nogen grad Mariager.

Fra Hadsund er den tidlige afgang til Aalborg overfyldt, mens afgangene midt på dagen og om aftenen meget ofte ser ud til at være lettere belagt og endda tomme.

Toget fra Hobro til Aalborg er også overfyldt om morgenen og der skal skiftes bus ved Aalborg busterminal for at komme de samme steder hen som ekspresbussen fra Hadsund betjener. Ekspresbussen fra Hobro til Aalborg via Hadsund tager for lang tid nemlig 1 time og 35 minutter to gange om dagen. Det er ikke noget som sælger billetter for de borgere fra Hobro, som skal til Aalborg.

Derimod er det en stor succes for de studerende fra Hadsund, som sætter sig i en bus fra Hadsund busterminal og bliver kørt meget nært til deres uddannelsessteder om morgenen og tilbage om eftermiddagen på mellem 40 og 55 minutter uden skift af transportmiddel. Her kommer ekspresbussen virkelig til sin ret.

Tilbage står de studerende fra Hobro, som oplever et overfyldt morgentog, som ganske vist er hurtigt, men skaber behov for mange til at skifte transportmiddel i Aalborg. Passagererne fra Hobro ville kunne få de samme fordele, som disse fra Hadsund.

Taberne i det her spil er de stamkunder, som har taget bussen ved den første afgang om morgenen kl. 05:55 fra hhv. Hadsund og Hobro for at komme på arbejde. De kan ikke komme afsted og møde rettidigt eller komme hjem midt på dagen såfremt de har skæve eller kortere arbejdstid fordi deres busrute er nedlagt.

Blandt taberne er også de ældre, som skal ind til byen fra de små byer for at se nogle mennesker, hvortil også kommer børn og unge, som bliver låst fast i deres hjem og kun har kontakt til kammeraterne via sociale medier. De får også problemer, hvis de skal møde på andre tidspunkter i skoler end den normale møde og sluttid.

Så har vi de gangbesværede, som ikke engang kan bjærge sig selv op ad de 5 trin, der er i en ekspresbus med højt gulv og tilligemed ikke kan få deres hjælpemidler med sig.

Statistikker vil sikkert vise at der kun er få personer med nogle af afgangene, hvilket kan skyldes DSB’s rejsebilletsystem i en APP, som er meget brugt  og er populært blandt mange passagerer. Her er det vigtigt at vide disse, efter sigende, ikke tidligere indgik i statistikker og kan udgøre en misvisning for.

En løsning kunne være omlægning af ekspresbus mellem Hobro og Aalborg

Dette kan gøres ved at en rute hhv. 58 og 234 kunne køre Hobro til Hadsund som regionalbus, som kun vil tage 3 minutter længere tid for 58’eren og lidt længere for 234’eren end ekspresbussen, men begge ruter kan være med vinkestrækninger. Den kan blive til 954X fra Hadsund til Aalborg St. via Supersygehuset, AAU, Gigantium, Grønlandstorvet og Eternitten. Derefter kan den fortsætte som rute 9- -X til Hobro ad motorvejen via Ellidshøj, Støvring, Rold og Vebbestrup.


På samme tid starter der en lignende rute modsat vej rundt fra Hadsund. De skal så kunne køre på tidspunkter, hvor der er et behov, hvilket skal undersøges af eksperter på området.


Udenfor myldretiden og i weekenden kan regionalbusserne 54, 58, 234 fint fortsætte de regionale dele af ruterne, således vi tilgodeser borgernes behov for bl.a. at komme ind til byen for at handle og besøge hinanden efter behov.


Det vil være et projekt, som vil fungere for stort set for alle borgere og kan formentligt sættes i værk uden meget store omkostninger og medvirke til at skabe liv i de, efterhånden døde byer.


Det nuværende system har ikke fungeret for en stor gruppe borgere siden køreplanskiftet AUG 2025. Flere borgere er rasende og kan f.eks. ikke komme på arbejde mere. Flere af disse har været nødt til at finde andre transportformer og f.eks. købe biler, hvilket nok ikke er det vi har brug for i Kommunen eller samfundet i det hele taget.

Hvis de skal med en bus ud, skal der også være en bus hjem.

Hvis vi skal have færre biler på vores veje i Kommunen, så skal den offentlige transport også fungere. Et godt middel til at binde borgerne sammen mellem de større og mindre byer samt de små lokalsamfund i Mariagerfjord Kommune. Det er svært at opfordre borgerne til at tage den offentlige transport, når den ikke fungerer.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!