Uddannelse

Unge i Mariagerfjord samles om fællesskab og fritid: COLLECT!VE DAYS skudt i gang

Nyt initiativ skal få flere unge ind i lokale fællesskaber

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. november 2025

Over 350 unge fra Mariagerfjord Gymnasium, Himmerlands Erhvervsuddannelse og FGU deltog torsdag i premieren på det nye initiativ COLLECT!VE DAYS, der skal inspirere unge til at opsøge lokale fællesskaber og fritidsinteresser – og i sidste ende styrke trivslen.

Smagsprøver på foreningslivet

Den første dag bød på et bredt udvalg af aktiviteter: brætspil, e-sport, billedkunst, fitness, motorlære og meget mere. Formålet er at give de unge indblik i de muligheder, der venter uden for skoletiden.

Blandt deltagerne var Sofia og Patrick fra 1.mx på Mariagerfjord Gymnasium, og de var begge begejstrede for dagens mange tilbud. Sofia fortæller:

Jeg synes, det er et godt initiativ. Her er mange stande, og de giver et godt indblik i de mange forskellige fritidsaktiviteter, man kan gå til, som ikke lige er fodbold eller håndbold.

Foreninger giver trivsel

Ifølge Dansk Ungdoms Fællesråds Ungeanalyse 2025 trives unge i foreninger bedre end jævnaldrende, der ikke er en del af organiserede fællesskaber. Det gælder blandt andet i form af stærkere relationer og større livstilfredshed.

Den erfaring deles af Tina, formand for padelforeningen i Mariagerfjord.

Jeg synes, det er vigtigt at være en del af en forening. Når man spiller padel, møder man ikke kun modstandere på sin egen alder. Det giver fællesskaber på tværs af alder. Vi kan godt bruge flere unge i vores forening, og derfor er det her en god mulighed for at få flere til at få øjnene op for vores forening.

Tre torsdage med fokus

COLLECT!VE DAYS er bygget op som et tredelt forløb. Efter torsdagens brede introduktion følger to torsdage – den 4. og 11. december – hvor eleverne skal fordybe sig i de fritidsaktiviteter, de har valgt. Her får de både mulighed for at prøve kræfter med noget nyt og møde andre unge med samme interesse.

Afslutning med musik og fredagsbar

Fællesskabet fortsætter også efter aktiviteterne. Dagen rundes af med fælles fredagsbar arrangeret af festudvalgene på Mariagerfjord Gymnasium og HEG. Rapperen Carl Knast står for musikken – både til arrangementet og senere samme aften ved Ishuset Live, hvor koncerten er åben for alle unge i området.

Om COLLECT!VE DAYS

Initiativet er arrangeret af Uddannelsesby Hobro og samler en lang række lokale fritidstilbud, heriblandt aktivitetsråd, basketball, billedkunst, e-sport, kor, headspace, madværksted, maker space, podcastproduktion, padel, motor og mekanik, tekniker-kursus og meget mere.

Arrangementet fortsætter de kommende uger – og håbet er, at endnu flere unge får lyst til at tage del i de lokale fællesskaber i Mariagerfjord Kommune.