Kultur
Randers tænder op for Royal Run: Træningen og frivillig-arbejdet starter nu
Kongeblå bogstaver markerer optakten til løbsfesten 2. pinsedag 2026
Lysende Royal Run-bogstaver på Brotoften
Royal Run-stemningen er for alvor rykket ind i Randers. Store kongeblå Royal Run-bogstaver er nu sat op på plænen ved Brotoften ved krydset Grenåvej/Aarhusvej og bliver fra torsdag aften oplyst i mørket.
I de kommende seks uger fungerer bogstaverne som et synligt vartegn for, at Randers er værtsby for Royal Run 2. pinsedag den 25. maj 2026 – og som symbol på, at fællesskabet omkring motionsfesten allerede er i fuld gang med at tage form.
Samtidig markerer de starten på en lokal optakt, hvor foreninger, institutioner, virksomheder og borgere inviteres til at være med på forskellige måder. Tusindvis af deltagere har allerede sikret sig en plads på startlinjen, og nu ruller forberedelserne for alvor i byen.
Læs også:
Fælles træning før jul
Allerede tirsdag den 16. december kl. 18.00-19.30 tyvstarter Randers Freja Atletik og Motion Royal Run-sæsonen med fælles træning på atletikbanen ved Langvang Idrætscenter. Her er alle velkomne – både tilmeldte Royal Run-deltagere og borgere, der blot har lyst til at bevæge sig i fællesskab.
Træningen begynder med let opvarmning, hvorefter deltagerne kan gå eller løbe i eget tempo. Fokus er på bevægelse, fællesskab og en uformel ramme, hvor alle kan være med – uanset niveau.
Efter træningen er der mulighed for at rykke indenfor til gløgg og æbleskiver, og hvis vejret driller, rykkes hele træningen indendørs.
Træningen er den første i en række ”Træn med”-arrangementer i det nye år, hvor lokale foreninger og fællesskaber vil invitere borgere med i forskellige aktiviteter frem mod Royal Run 2026. Målet er både at forberede deltagerne til løbsdagen og skabe nye, varige bevægelsesfællesskaber – for både gående og løbende.
Mulighed for at blive frivillig
Randers Event og samarbejdspartnere efterlyser også frivillige kræfter til Royal Run. Borgere, foreninger og virksomheder kan melde sig som frivillige og være med til at skabe en god oplevelse for de mange deltagere.
Frivillige kan blandt andet hjælpe med:
- udlevering af startnumre
- bagageområde og praktiske opgaver
- opstilling af depoter
- uddeling af vand og medaljer
- støtte og vejvisning langs ruterne
Der kræves ingen særlige forudsætninger – kun lysten til at bidrage. Man kan tilmelde sig ved at sende navn, mailadresse og telefonnummer til rethinkerranders@visitaarhus.com.
Et par uger før løbsdagen afholdes der en frivilligaften, hvor alle får introduktion til opgaver og til selve afviklingen af Royal Run i Randers.
En by klar til løbsfest 2. pinsedag
Med 20.000 udsolgte startnumre og bred opbakning fra både borgere, foreninger og lokale fællesskaber er Randers godt på vej mod en stor Royal Run-fest 2. pinsedag den 25. maj 2026.
De kommende måneder vil byde på flere træningstilbud, aktiviteter og sideevents – både for deltagere, tilskuere og frivillige. Ruterne i Randers offentliggøres til foråret, og tættere på løbsdagen bliver det også meldt ud, hvem fra Kongehuset der deltager i byen.
Royal Run i Randers er tænkt som en uformel motionsfest for alle – med plads til både løbere, gående, barnevogne og rollatorer. Med de lysende bogstaver på Brotoften som blikfang er optakten nu skudt i gang, og målet er, at fællesskab og bevægelsesglæde rækker langt ud over selve løbsdagen.
Foreninger, borgere og virksomheder, der ønsker at lave et sideevent langs ruterne på dagen, opfordres til at kontakte eventchef Mette Bertelsen hos Randers Event på meb@randers.dk
Læs også: