Hobro og omegn

Markant om- og tilbygning skal skal sikre Himmerlands Teaters fremtid på Hobro Havn

Om- og tilbygning skal modernisere det lokale egnsteater og bevare det på Kulturkajen

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 28. november 2025

Teateret står foran stor forandring

Udvalget for Teknik og Miljø bliver på mødet den 2. december orienteret om et omfattende projekt, der skal sikre Himmerlands Teaters fremtid i Hobro. Teatret ønsker en dispensation fra den bevarende lokalplan for området ved Kulturkajen, så en moderne og markant tilbygning kan føjes til det eksisterende pakhus.
Ifølge dagsordenen er formålet at “fremtidssikre bygningen og muliggøre, at teateret kan forblive på Hobro Havn og være en aktiv del af kulturkajen.”

Ny stor sal bliver omdrejningspunktet – 100 pladser og bedre adgang for alle

100 pladser og bedre adgang for alle

Den mest markante ændring bliver en helt ny teatersal – den såkaldte Black Box. Tilbygningen rummer plads til mindst 100 tilskuere og får en selvstændig arkitektonisk identitet, der adskiller sig fra det nuværende pakhus.
Samtidig renoveres den eksisterende bygning. Ifølge sagsfremstillingen sker det “med fokus på logistik og tilgængelighed, så alle har lige og nem adgang til samtlige funktioner i huset.”

Der etableres blandt andet:

  • Ny central elevator med adgang til alle niveauer
  • Rokade af funktioner, så skuespillere kan gå direkte til scenen
  • Garderober og systue i forbindelse med salens bagområde
  • Stort værksted med adgang til ny vareelevator til både stueplan og 1. sal

Den nuværende lille sal bliver renoveret og gjort søjlefri, samtidig med at gulvniveauet sænkes mod havnen, hvilket vil forbedre både udsyn og fleksibilitet.

Både plantegninger, snit og visualiseringer i projektmaterialet viser, hvordan huset organiseres i to etager med klare funktionelle zoner og betydeligt forbedrede arbejdsvilkår for teatrets personale.

Sortbrændt træ og moderne formsprog – lokalt forankret tilbygning

Tilbygningen bliver sortmalet og beklædt med brændt træ – en teknik, der ifølge projektmaterialet har historiske rødder og giver træet en særlig karakter, som både “refererer til pakhusenes træstruktur og den historiske maritime brug af sort tjære.”

Fagenheden for Teknik og Miljø vurderer, at selv om udtrykket er mere moderne end normalt tilladt på Kulturkajen, er projektet tilpasset området. I dagsordenen lyder vurderingen:

“Selv om det ikke har været muligt at fastholde de ‘traditionelle’ bygningsprincipper i til- og ombygningen, har den fået et moderne udtryk, der er tilpasset områdets bebyggelse.

Det sortbrændte træ og bygningens skala nævnes som elementer, der skaber sammenhæng med de omkringliggende pakhuse.

Flere visualiseringer i den vedlagte projektmappe viser tilbygningen fra både havnesiden og forpladsen mod Pakhusstræde – alle med et tydeligt samspil mellem nyt volumen og det eksisterende pakhus.

Ingen økonomiske konsekvenser for kommunen

Mariagerfjord Kommune bliver ikke økonomisk berørt af projektet, fremgår det af sagsfremstillingen.
Udvalget skal på mødet alene tage orienteringen til efterretning.

Et teater med stærke lokale rødder

Som baggrund redegør projektmaterialet for teatrets historie: Det startede i 2001 på initiativ af skuespillerne Susanne Sangill og Finn Hviid Bredahl og åbnede officielt i 2003 i det gamle sorte pakhus med udsigt over Mariager Fjord.
Teatret producerer hver sæson 3–4 egne forestillinger, modtager gæstespil og turnerer desuden med børneforestillinger – og har siden 2019 produceret en stor lokal sommerforestilling hvert andet år.

Hvad sker der nu?

Udvalget for Teknik og Miljø ventes på mødet den 2. december at tage orienteringen til efterretning. En eventuel dispensation fra lokalplanen vil senere kræve politisk stillingtagen.

Hobro og omegn

Se flere artikler