Erhverv

Nordjysk virksomhed tester ny alarm: Skal gøre udrykninger både sikrere og hurtigere

Saphe samarbejder med beredskaber om teknologisk løsning, der advarer bilister i god tid

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 1. december 2025

En ny løsning fra den aalborgensiske virksomhed Saphe er netop nu ved at blive testet i Nordjylland og Midtjylland – og den kan få stor betydning for både trafiksikkerhed og hastigheden på fremtidige udrykninger. Formålet er enkelt: Bilister skal advares i bedre tid, når der nærmer sig et udrykningskøretøj.

Farlige situationer i trafikken

Udrykningskøretøjer som ambulancer, brandbiler og politibiler oplever jævnligt farlige situationer på vejene. Ifølge Saphe skyldes det især, at mange bilister ikke registrerer de blå blink hurtigt nok.

Saphe, der i forvejen er kendt for sine trafikalarmer, er derfor i gang med at afprøve et nyt varslingssystem i samarbejde med blandt andre Nordjyllands Beredskab. Systemet skal sende en advarsel til bilister cirka 20 sekunder, før et udrykningskøretøj passerer.

– “Det er en ide, vi har hørt gennem mange mange år, specielt fra de chauffører der sidder i udrykningskøretøjerne, at de godt kunne tænke sig,” fortæller Freddy Sørensen, direktør i Saphe til TV2Nord.

Skal give både tryghed og fart

Hos Saphe håber man, at teknologien kan gøre kørslen fra for eksempel brandstationen til skadestedet både sikrere og hurtigere. Meldingen om et udrykningskøretøj sendes til alle, der bruger Saphe-app’en eller den fysiske alarm, så de i god tid kan trække ind til siden.

Hvis tidsplanen holder, begynder Saphe-brugere allerede i slutningen af november at få de nye advarsler.

En million bilister kan få glæde af systemet

Omkring én million danske bilister bruger i dag Saphe – enten gennem app eller alarmenhed. Det svarer til cirka 30 procent af alle landets bilister. Selve funktionen bliver tilgængelig for alle brugere, uanset om de har abonnement eller gratisversionen.

For at sætte projektet i gang har Saphe valgt at levere og installere alarmerne hos Nordjyllands Beredskab uden omkostninger.

“Det er en service, vi vil levere til vores brugere, og så skal det ikke være en hæmsko, at beredskaberne skal lave en investering,” siger Freddy Sørensen.

Direktøren håber, at systemet på sigt kan blive en fast del af alle landets udrykningskøretøjer.

Testes flere steder i landet

Projektet gennemføres i samarbejde med fire beredskaber: Nordjyllands Beredskab, PreMed, Østjyllands Brandvæsen og Brand & Redning MidtVest. Testperioden skal vise, om teknologien fungerer i praksis – og om den kan være med til at gøre danske veje tryggere, når hver sekund tæller.