Nyheder
Jytte Heidmann bliver ny sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital
Erfaren leder får central rolle i stor omstilling af både hospital og sundhedsvæsen
Intern kandidat får posten
Fra 1. januar 2026 tiltræder Jytte Heidmann stillingen som ny sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital. Hun kommer fra en stilling som sygeplejefaglig chef og konstitueret kontorchef for Strategi og HR og bliver dermed en velkendt profil i hospitalets øverste ledelse.
Hun afløser Lisbeth Lagoni, som går på pension i det nye år.
Læs også:
Vigtige opgaver i vente
Som ny sygeplejefaglig direktør bliver Jytte Heidmann en del af Hospitalsledelsen og får en nøglerolle i de store forandringer, der venter hospitalet de kommende år. Det gælder både flytningen til den nye Hospitalsby og arbejdet med en kommende sundhedsreform, der skal styrke samarbejdet mellem kommuner, praktiserende læger og det specialiserede sundhedsvæsen.
Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen fremhæver Jytte Heidmanns betydning i de kommende processer:
”Vi står midt i en vigtig omstilling, hvor vi skal gentænke, hvordan dele af et universitetshospital drives. Her bliver Jytte som sygeplejefaglig direktør en nøglespiller i at skabe retning, sikre kvalitet og styrke samarbejdet på tværs,” siger han.
Han peger samtidig på integrationen mellem psykiatrien og Aalborg Universitetshospital, som træder i kraft ved årsskiftet:
”Vi er også i gang med integration og ligestilling mellem Psykiatrien og Aalborg Universitetshospital med fælles ledelse fra 1. januar 2026, og Jytte skal i samspil med den øvrige Hospitalsledelse arbejde målrettet for at sikre høj kvalitet, gode patientforløb og et stærkt fagligt miljø på tværs af afdelingerne,” udtaler han.
En stærk profil med bred opbakning
Stillingen har tiltrukket mange kvalificerede ansøgere, men ansættelsesudvalget pegede på Jytte Heidmann på grund af hendes indgående kendskab til organisationen, stærke faglighed og gode samarbejdsrelationer.
Jytte Heidmann glæder sig til den nye rolle:
”Jeg glæder mig meget til at starte som sygeplejefaglig direktør. Sammen med ledere og medarbejdere vil jeg arbejde for, at hospitalet fortsat er en attraktiv arbejdsplads, hvor vi yder pleje og behandling af høj faglig kvalitet. Vi står over for store forandringer, og jeg ser frem til at tage del i både at udvikle os som universitetshospital og at styrke et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen,” siger hun.
Læs også: