Nyheder

Sidste chance for at sige farvel og tak: Frist for tilmelding til borgmesterens afskedsreception nærmer sig

Tilmelding senest 11. december kl. 12, hvis du vil deltage i farvel til Mogens Jespersen

Søren Greve
Af Søren Greve 10. december 2025

Vil du være med til at sige farvel og tak til borgmester Mogens Jespersen, når han efter 12 år på borgmesterposten og 28 år i lokalpolitik takker af ved årets udgang, er det ved at være tid til at få sig meldt til.

Mariagerfjord Kommune inviterer alle borgere til afskedsreception fredag den 19. december 2025 kl. 12.30–15.30 i Hadsund Sport og Event, Stadionvej 25, 9560 Hadsund – men af hensyn til forplejningen er sidste frist for tilmelding torsdag den 11. december kl. 12.00.

Alle borgere er velkomne – men husk tilmelding

Afskedsreceptionen er åben for alle interesserede borgere, som ønsker at være med til at markere afslutningen på Mogens Jespersens lange politiske virke i kommunen.

Ifølge invitationen er formålet at hylde hans ”store engagement og mangeårige arbejde for fællesskabet i kommunen”, og kommunen opfordrer borgere fra hele Mariagerfjord til at deltage.

Sådan tilmelder du dig

Tilmelding skal ske senest 11. december kl. 12.00 via:

  •  mariagerfjord.plan2learn.dk
    eller
  • E-mail til trgun@mariagerfjord.dk

Kommunen understreger, at tilmelding er nødvendig for at sikre, at der er forplejning nok til alle.

En markering af mange års arbejde

Mogens Jespersen har gennem næsten tre årtier sat sit præg på lokalpolitik – først i den tidligere Hadsund Kommune og siden i Mariagerfjord Kommune. Afskedsreceptionen bliver en mulighed for borgere, samarbejdspartnere og foreningsliv til at sige personligt tak for indsatsen. ”Vi håber at se mange, der vil være med til at sige tak for indsatsen og ønske Mogens alt det bedste videre frem,” lyder det i invitationen fra Mariagerfjord Kommune.