Nyheder

Nu kan de seismisk CO₂-undersøgelser mellem Randers og Hobro skydes i gang

Harbour Energy har fået grønt lys til omfattende kortlægning af undergrunden som led i Project Greenstore

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. december 2025

500 kvadratkilometer stort område undersøges for mulig CO₂-lagring

Harbour Energy er nu klar til at rulle målebiler og udstyr ud i området mellem Randers og Hobro. Selskabet har fået alle nødvendige tilladelser til en stor seismisk undersøgelse, som skal afdække, om undergrunden er egnet til sikker og permanent lagring af CO₂ i fremtiden.

Det knap 500 km² store område er tidligere udpeget af statens geologer som et muligt egnet sted til CO₂-lagring. Den kommende undersøgelse er en central del af Project Greenstore og skal levere de data, der er nødvendige, før der eventuelt kan søges om tilladelse til at etablere et egentligt CO₂-lager.

”Nu kan vi endelig komme rigtigt i gang med den undersøgelse, som vi har forberedt os grundigt på i lang tid. Resultaterne af undersøgelsen vil indgå som en meget væsentlig del af vurderingerne af, om undergrunden i området på sigt kan bruges til sikker og permanent CO₂-lagring,” siger Henrik Busk, der er efterforskningschef i Harbour Energy og ansvarlig for den seismiske undersøgelse.

Sådan virker seismikken

Til undersøgelsen bruges seismik – en metode, hvor lydbølger hjælper geologerne med at se ned i jorden. Lydbølgerne skabes primært af specialbyggede lastbiler, der sender kontrollerede vibrationer ned i undergrunden.

Bølgerne bevæger sig gennem jordlagene og kastes tilbage, når de passerer overgange mellem forskellige lag som ler, sandsten og kalk. Ved at måle, hvordan bølgerne reflekteres, kan fagfolkene opbygge et meget detaljeret, tredimensionelt billede af undergrundens struktur og lagdeling.

Undersøgelsen udføres af det franske selskab S3 Smart Seismic Solutions, som beskrives som en af Europas førende aktører inden for geologiske undersøgelser. Firmaet har erfaring fra mange lande, blandt andet Danmark, hvor de tidligere på året stod bag en tilsvarende seismisk undersøgelse på Lolland.

Fem faser – arbejdet er allerede startet

Den seismiske undersøgelse er opdelt i fem trin, hvoraf det første allerede er i gang. Her registreres de omkring 160.000 punkter, hvor der senere skal placeres geofoner, som opfanger lydbølgerne fra undergrunden.

Registreringen udføres af tre hold fra S3 Smart Seismic Solutions, hver bestående af et par medarbejdere. I landdistrikterne markeres punkterne ved, at der sættes en cirka en halv meter lang bambuspind i jorden. I byområderne nøjes man med at tegne et lille kryds med biologisk nedbrydelig maling, som forsvinder efter nogle uger.

Hvert hold har en dansktalende medarbejder fra Rambøll med, der sørger for, at alle aftaler med lodsejere overholdes og kan svare på spørgsmål fra borgere, der møder holdene på vejene og markerne. Arbejdet med at registrere punkterne foregår fra 10.–22. december og fortsætter efter nytår i cirka fire uger.

Geofoner, vibrationslastbiler og oprydning

Fra 9. januar begynder næste fase, hvor geofonerne lægges ud på de markederede punkter. Udlægningen sker til fods og fortsætter frem til 18. februar.

Den 15. januar ruller vibrationslastbilerne ud på deres planlagte ruter i området. De skal køre rundt og sende vibrationer i jorden frem til slutningen af februar, mens geofonerne registrerer signalerne fra undergrunden.

Når dataindsamlingen er afsluttet, følger en oprydningsfase. Alle geofoner og bambuspinde bliver indsamlet til fods, så området bringes tilbage til samme udseende som før undersøgelsen.

Data skal afgøre, om CO₂ kan lagres lokalt

Efter feltarbejdet bliver de indsamlede målinger bearbejdet og analyseret ved hjælp af avancerede computere. Denne del af arbejdet strækker sig over flere måneder.

Resultatet bliver et detaljeret, tredimensionelt billede af de geologiske lag under området mellem Randers og Hobro. Det billede skal indgå i den samlede vurdering af, om undergrunden er egnet til sikker og forsvarlig lagring af CO₂ på længere sigt.

Tæt dialog med lodsejere og naboer

Harbour Energy har siden foråret haft løbende dialog med de mange lodsejere i området for at forklare, hvad undersøgelsen indebærer – både på de enkelte ejendomme og mere generelt. Det seismiske program er planlagt i tæt samarbejde med relevante myndigheder og berørte borgere og med fokus på at tage hensyn til omgivelserne.

”Det har været utrolig lærerigt at møde lodsejerne, hvad enten det har været hjemme hos dem selv til kaCe i deres køkken, på messe i Randers eller til Åben Kontortid i Asferg. Overalt er vi blevet mødt med stor forståelse og nysgerrighed. Hver eneste samtale giver værdifuld indsigt i borgernes bekymringer, holdninger og ønsker. Vi ønsker at fortsætte den tætte dialog og vil allerede først i det nye år invitere til et åbent hus-arrangement, hvor man vil kunne se og mærke en vibrationslastbil i aktion og få en snak med os om projektet,” siger Regitze Reeh, kommunikationschef i Harbour Energy.

Det planlagte åbent hus-arrangement skal give borgere og lodsejere mulighed for både at opleve teknikken på nært hold og stille spørgsmål til projektet, inden den videre proces med vurdering af undergrunden går i gang.