Alarm 112

Fødevarestyrelsen advarer om alvorlig sundhedsrisiko: Forældre skal kassere bestemt modermælkserstatning fra Nestlé

Fund af bakterie i produktionsmiljø får myndigheder til at skærpe advarslen om NAN Expertpro Sensilac 1

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 18. december 2025

Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut (SSI) opfordrer alle forældre, der har købt modermælkserstatningen Nestlé Nan Expertpro Sensilac 1, 800 g i dåse, til straks at kassere produktet eller returnere det til butikken, hvis det har batchnummer 53030346AB.

Advarslen kommer, efter at Nestlé har tilbagekaldt produktet onsdag den 10. december 2025 på baggrund af fund af bakterien Bacillus cereus i produktionsmiljøet.

Myndighederne: Tjek derhjemme – holdbarheden går til 2027

Produktet er ifølge oplysningerne ikke længere i butikkerne. Men fordi holdbarheden er lang, opfordrer myndighederne forældre til at kontrollere, om de har dåsen stående derhjemme.

„Produktet er ikke længere i butikkerne, men da holdbarheden strækker sig helt til oktober 2027, er det vigtigt, at forældre tjekker, om de har det omtalte produkt stående og i så fald kasserer det,” siger sektionsleder Sørine Quaade Møller, Fødevarestyrelsen.

SSI: „Meget alvorlig situation” for spædbørn

SSI understreger, at bakterien i almindelige tilfælde kan give symptomer som diarré og opkast, men at spædbørn er særligt sårbare.

„Bacillus cereus kan i almindelige tilfælde give diarré og opkast, og da bakterien er fundet i et produktionsmiljø for modermælkserstatning er det en meget alvorlig situation, fordi spædbørn er særligt sårbare,” siger Steen Ethelberg, der er sektionsleder i SSI.

Råd til forældre: Kassér – og kontakt læge ved symptomer

Myndighedernes råd er, at man skal kassere produktet, hvis man har det derhjemme. Hvis barnet har indtaget produktet og får symptomer som diarré eller opkast, bør man kontakte læge og fortælle, at barnet har fået det pågældende produkt.

Fakta: Det skal du kigge efter på dåsen

Den tilbagekaldte modermælkserstatning er:

  • Produkt: NAN EXPERTPRO Sensilac 1, 800 g modermælkserstatningspulver i dåse
  • DK batchnummer: 53030346AB
  • EAN: 8445290170408
  • Bedst før: 10 2027

Produktet er solgt i dagligvarebutikker i hele landet samt i netbutikkerne Ammenam, Med24.dk og Nemlig.com.

Produktet er tilbagekaldt efter et forsigtighedsprincip, fordi der er fundet Bacillus cereus på en del af produktionslinjen på den fabrik, der har fremstillet produktet. Bakterien kan danne giftstoffer, som kan give symptomer som opkastning og diarré, og i ekstremt sjældne tilfælde kan den ifølge oplysningerne føre til et langt mere alvorligt og fatalt forløb.