Erhverv
20 store aktører vil have nulmoms på frugt og grønt: “Et enkelt greb, der kan mærkes i hverdagen”
Organisationer, detailkæder og sundhedsforeninger går sammen i fælles appel til regeringen om at gøre sunde varer billigere
En usædvanlig bred alliance af 20 organisationer og virksomheder går nu sammen i en fælles opfordring til regeringen: Fjern momsen på frugt og grønt. Bag udmeldingen står både forbrugere, lønmodtagere, producenter, detailhandel, sundhedsorganisationer og naturorganisationer, der mener, at nulmoms kan give både økonomisk lettelse, bedre folkesundhed og et løft til dansk erhvervsliv.
Ifølge aktørerne kommer udspillet i en tid med historisk høje fødevarepriser, hvor mange danskere oplever, at dagligvarerne fylder mere i budgettet end tidligere.
“Danskernes største bekymring”
Direktør i Forbrugerrådet Tænk, Winni Grosbøll, peger på, at især dagligvarepriserne bekymrer forbrugerne.
- “Det er blevet rigtig dyrt at købe dagligvarer, og vi kan se, at det er danskernes største bekymring i forhold til deres privatøkonomi. Nulmoms på frugt og grønt er en rigtig god løsning til at gøre en helt almindelig indkøbskurv billigere samtidig med, at der kan være en masse andre positive gevinster på både sundhed, erhvervsliv og den grønne omstilling,” siger Winni Grosbøll.
Ifølge udmeldingen bruger en familie med to voksne og to børn i dag over 18.000 kroner mere om året på fødevarer end i 2021. Beregninger fra Skatteministeriet viser samtidig, at hvis momsen fjernes på frisk og frossen frugt og grønt, vil hver voksen spare omkring 1.100 kroner om året. Det svarer til godt 3.000 kroner for en familie med to børn.
Læs også:
Sundhed: “Kan potentielt redde op mod 3.200 liv om året”
Ud over økonomien fremhæver alliancen, at nulmoms kan styrke folkesundheden. Forskning fra Københavns Universitet peger ifølge organisationerne på, at lavere priser på frugt og grønt kan ændre forbrugsvaner og potentielt redde op mod 3.200 liv om året ved at mindske risikoen for livsstilssygdomme.
Adm. direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter, mener, at det især vil hjælpe danskere med kroniske sygdomme – og forebygge nye tilfælde.
- “Over en million danskere lever allerede med kronisk sygdom. Type 2-diabetes alene står for 63 nye tilfælde hver dag. Derfor bør vi gøre det sunde valg lettere. Nulmoms på frugt og grønt er et enkelt, effektivt greb, der kan forebygge sygdom og styrke både folkesundheden og familiernes og samfundets økonomi,” siger Claus Richter.
Detailhandlen: “Butikkerne står klar”
Fra detailhandlen lyder budskabet, at det er en løsning, der kan gennemføres hurtigt – og som forbrugerne vil kunne mærke direkte på prisskiltet.
- “Dagligvarebutikkerne står klar til at omsætte nulmoms på frugt og grønt til lavere priser for forbrugerne. Det er et enkelt greb, som kan implementeres hurtigt, mærkes i hverdagen og samtidig gavne både sundhed, klima og dansk erhvervsliv. Når så mange organisationer står sammen om den samme løsning, er det fordi den både er praktisk, effektiv og nødvendig,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
Ifølge udmeldingen er salget i detailhandlen faldet som følge af prisstigninger, og danske producenter af frugt og grønt oplever et dyk i efterspørgslen – også selv om mange forbrugere foretrækker danske varer.
Forslag: Start med frisk og frossen frugt og grønt
Alliancen foreslår, at man i første omgang indfører nulmoms på frisk og frossen frugt og grønt, fordi det gør implementeringen enklere og kan sikre lavere priser og højere salg inden for kort tid.
Disse 20 står bag udmeldingen
- De Samvirkende Købmænd
- Diabetesforeningen
- Forbrugerrådet Tænk
- Kost og Ernæringsforbundet
- HK-Handel
- 3F
- Kræftens Bekæmpelse
- Hjerteforeningen
- Danmarks Naturfredningsforening
- Tænketanken Frej
- Haver til Maver
- Dansk Sygeplejeråd
- Lægeforeningen
- Danske Gartnerier
- Nordic Greens
- Gasa Odense frugt og grønt
- Lidl
- COOP
- Dagrofa
- REMA 1000
Læs også: