Trafik
Politiet om sne i weekenden: Forbered dig, hvis du skal ud at køre
Prognoser peger på sne flere steder, og politiet opfordrer bilister til at tage ekstra forholdsregler og følge vejret tæt.
Der kan i løbet af den kommende weekend forventes snevejr flere steder i Østjyllands politikreds og Nordjyllands Politikreds, og det kan give udfordringer i trafikken. Derfor opfordrer Østjyllands Politi bilister til at forberede sig på kørsel i vintervejr, hvis man har planer om at tage ud på vejene.
Ifølge politiet er det en god idé både at medbringe varmt tøj og et tæppe, samt mad og drikke. Desuden anbefales det at have mobiltelefon, oplader og en skovl med i bilen.
Politiet: Følg prognoserne og forbered dig
Østjyllands Politi henviser til erfaringer fra tidligere vintre, hvor store snemængder kan komme hurtigt.
”Vi ved fra tidligere, at der pludselig kan falde store mængder sne i løbet af meget kort tid, som kan give udfordringer i trafikken – og derfor opfordrer vi til, at man løbende holder sig orienteret i vejrprognoserne og forbereder sig godt, hvis man skal ud at køre i weekenden,” siger Brian Voss Olsen, politiinspektør hos Østjyllands Politi.
Han peger samtidig på, at rådene ikke kun gælder lange ture.
”Det gælder både, hvis man skal ud at køre langt, men faktisk også på de kortere ture, hvis man har planer om at besøge nogle venner eller familie, eller hvis man skal en tur i sportshallen eller i supermarkedet, hvor det kan være en god idé blandt andet at medbringe lidt mad og drikke i bilen og noget til at holde varmen med.”
Læs også:
Glat føre og dårlig sigt kan give problemer
Ud over risikoen for glatte veje kan snevejret også betyde, at sigtbarheden bliver kraftigt forringet. Det kan ifølge politiet skabe større trafikale udfordringer, og derfor lyder opfordringen, at man kører efter forholdene.
Østjyllands Politi opfordrer også til, at man får skiftet til vinterdæk, hvis man endnu ikke har gjort det og har planer om at køre i snevejret.
Gode råd før du kører ud
Inden du sætter dig bag rattet, anbefales det blandt andet at tjekke vejrudsigten og orientere sig om trafikken på trafikinfo.dk. Derudover lyder en række konkrete råd:
- Hold øje med vejrudsigten og orienter dig på trafikinfo.dk om den aktuelle trafiksituation, inden du kører ud.
- Fjern sne og is fra alle ruder og lygter – husk også taget.
- Tag afsted i god tid, så du kan køre roligt og forsigtigt, hvis vejen er glat.
- Forvent længere rejsetid, og kør efter forholdene.
- Pas på farten, og hold afstand.
- Pas særligt på ved udsatte steder, hvor der er større risiko for glatføre. Det gælder specielt ved skovstrækninger, lavtliggende områder samt på og under broer.
- Bemærk at glatføre ikke altid kan ses. Kør derfor forsigtigt, også selvom vejen umiddelbart ser fint ud.
- Pas på i åbne områder – der kan være snedriver på vejbanen på grund af fygning.
- Selvom der er saltet, og der ikke ligger synligt sne, kan der stadig være glat, så hold afstand.
- Hav altid overtøj med i bilen samt opladt telefon, tæppe, skovl og proviant.
- På Trafikinfo.dk kan du læse om, hvornår der saltes og ryddes sne.
Kilde: Vejdirektoratet
Politiet følger udviklingen
Politi følger udviklingen og vil melde løbende ud, hvis vejrprognoserne ændrer sig og giver anledning til yderligere lokale anbefalinger.
Læs også: