Nyheder Åbent brev til borgmester Mogens Jespersen
Østkysten den 17. december 2024. Bente Sand, Steffen Andersen, Heidi Stegger, Per Andersen og Lene Thier
På torsdag skal byrådet i Mariagerfjord Kommune behandle Kommuneplan 2024.
I Hvidbog vedr. høringssvar ID 37 og ID 46 står der citat:
“Administrationen er bekendt med, at høringsparterne har påklaget Kommuneplantillæg nr. 77, der blandt omfatter udpegning af Grønt Danmarkskort for Mariagerfjord Kommune. Indholdet af kommuneplantillægget er indarbejdet i forslag til Kommuneplan 2024. Administrationen bemærker, at det er normal praksis, at gældende kommuneplantillæg indarbejdes i selve kommuneplanen i forbindelse med den efterfølgende, ordinære kommuneplanrevision. Nævnenes Hus har meddelt kommunen, at de vil afgøre, at verserende klager over kommuneplantillæg ikke vil blive behandlet grundet manglende relevans. Da tillægget formelt ophæves med den endelige vedtagelse af den nye kommuneplan, skal klager derfor indsende en ny klage, hvis de ønsker sagen behandlet.”
Da flere af os er part i sagen, undrer det os at Nævnenes Hus således har truffet afgørelse i sagen uden at underrette alle parter og uden at det fremgår på Klageportalen. Vi har derfor kontaktet Nævnenes Hus der overfor os har oplyst at ovenstående oplysning fra Hvidbogen ikke er korrekt, da sagen fortsat bliver sagsbehandlet uagtet at Kommuneplanen evt. vedtages.
Hvor er vores retssikkerhed som borgere i kommunen og hvor Kommuneplanens legitimitet, når Mariagerfjord Kommune på denne måde udviser magtfordrejning og demokratiske ubalancer, når udtalelser og regler således tvistes vilkårligt?
Udover ovenstående er vi bekendt med, at flere andre kommuner er af den opfattelse, at så længe et kommuneplantillæg er under behandling, altså som med den verserende sag i Nævnenes Hus, kan tillægget ikke vedtages i en kommuneplan. Hvis dette er korrekt, vil Byrådet i så fald vedtage kommuneplanen på et forkert grundlag på torsdag.
Venlig hilsen
Bente Sand, Steffen Andersen, Heidi Stegger, Per Andersen og Lene Thier