Uddannelse

Årets første student på Mariagerfjord Gymnasium fejret med flag og tapas

Frederikke Hjorth Binderup blev årets første student – og fik æren af at hejse flaget

Årets første student på Mariagerfjord Gymnasium fejret med flag og tapas
Frederikke Hjorth Binderup - Foto: Pressefoto
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 24. juni 2025

I går, mandag formiddag blev en særlig dag på Mariagerfjord Gymnasium. Her kunne skolen nemlig fejre årets første student, da 20-årige Frederikke Hjorth Binderup afsluttede sin hf-eksamen og trådte ud i solen med blå hue, blomster og store smil.

Den sidste eksamen var i engelsk, og Frederikke klarede den med overskud. Hun blev mødt af sin familie, der stod klar med flag og lykønskninger, og som traditionen byder, fik hun lov til at hejse flaget foran gymnasiet.

Klar til sabbatår og sygeplejerskestudie

Frederikke ser nu frem til en velfortjent pause fra skolebøgerne. Hun har allerede planer for, hvad hun vil bruge sit sabbatår på:

“Jeg skal fejre det stille og roligt med familien og noget tapas, inden studenterfesterne for alvor starter. Jeg er inviteret til 15-16 fester, og flere af dem ligger oven i hinanden – nogle endda samme dag,” siger hun med et grin.

I løbet af det kommende år skal hun arbejde i hjemmeplejen, og derefter går turen mod sygeplejerskeuddannelsen.

Liv og glæde på hele gymnasiet

Fejringen af Frederikke markerede samtidig starten på studenterugen på Mariagerfjord Gymnasium. Hele mandagen summede gymnasiet af festlig stemning. Glade studenter fra hf, stx og vhf blev fejret af familier og venner med blomster, flag, konfetti og flyvende champagnepropper.

Festlig afslutning venter fredag

Studenterugen fortsætter tirsdag den 24. juni og onsdag den 25. juni. Den festlige uge kulminerer med den officielle dimission fredag den 27. juni. Her samles årets studenter og deres pårørende til en højtidelig fejring af både afslutningen på gymnasietiden og begyndelsen på et nyt kapitel i livet.

Mariagerfjord Gymnasium kan dermed se frem til en uge fyldt med glæde, traditioner og stærke afskedskram – alt sammen midt i en af de største overgangsritualer for unge i kommunen.