.
FinansBureauet kårer årets bedste rosévin til prisen
Af Claus Forrai, finansbureauet.dk
Det er højsæson for rosévin, og FinansBureauet testede derfor et bredt udvalg med det formål at finde de bedste til prisen. Vinderen af testen blev Chateau Beaulieu Coteaux d´Aix-en-Provence Rosé 2013. Den forhandles af Strandgaarden til en pris af 89,95 kr. Og til den pris er den lidt af et fund. Vinen kommer, som navnet fortæller, fra rosévinenes højborg Provence. En region som ellers ikke er højtbesungen i vinøse kredse, men som altså ikke desto mindre formår at frembringe nogle af verdens bedste rosévine. Og blandt dem finder vi også vindervinen. En superlækker tæt sag, med skovjordbær i næsen, krydret mund med toner af peber og Herbes de Provence og en lang intens finish med et strejf af mineralitet. Sådan skal en rosévin skæres.
Testvinder
Chateau Beaulieu Coteaux d´Aix-en-Provence Rosé 2013
******
Forhandler: Strandgaarden
Pris: 89,95 kr.
Andre anbefalede vine:
Los Vascos Cabernet Sauvignon Rosé 2013
******
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 69,75 kr. ved 6 stk
Kommentar: Lækker frugtfyldt sag med pænt Cabernet Sauvignon bid og fylde. Velegnet både til terrassen og middagsbordet.
Errazuriz Cabernet Cabernet Sauvignon Rosé 2011
******
Forhandler: Hj Hansen Vin / Vinspecialisten
Pris: 60 kr. ved 2 stk
Kommentar: Gammel kending som aldrig skuffer. Fantastisk kombination af elegance og krydret intensitet. Super køb til prisen.
Chateau Henri Bonnaud Terre Promise 2013
*****
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Pris: 99,95 kr.
Kommentar: Flot og imponerende vin med elegancen og mineraliteten i højsædet. Godt køb til prisen.
Cerasuolo d´Abruzzo La Regina Vera
*****
Forhandler: kassenmedvin.dk
Pris: 39 kr. ved 12 stk
Kommentar: Fin frugtdomineret italiensk Rosé med toner af hindbær og let urtet eftersmag. Fin vin til prisen.
Domaine Montrose Rosé 2013
******
Forhandler: Vinoble
Pris: 79 kr.
Kommentar: Saftig og lækker sag med røde bær i næsen og eksotisk frugt i munden pakket pænt i frisk syre. Super køb.
Cuvée L´Alycastre Rosé Domaine de la Courtade 2013
*****
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 69,95 kr.
Kommentar: Super flot sydfransk Rosé med stor sprødhed, rygrad, intensitet, frisk syre og perfekt balance. Oplagt madvin.
Fondreche L’Instant Rosé 2013
*****
Forhandler: The Wine Company
Pris: 65 kr. ved 6 stk
Kommentar: Flot sydfransk Rosé med fin fylde og intensitet akkompagneret af frisk syre og en snert af krydderi i eftersmagen. Godt køb til prisen
Jean-Marie Reverdy Domaine de la Villaudière Sancerre Rosé 2012
******
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 119,95 kr. ved 6 stk
Kommentar: Super lækker og elegant Sancerre Rosé lavet på Pinot Noir. Ekstremt blød og indsmigrende mund med sarte og forfinede noter af jordbær og hindbær. Virkelig høj klasse
Château Guiot Costieres de Nimes Rosé 2013
******
Forhandler: The Wine Company
Pris: 59 kr. ved 6 sk
Kommentar: Lækker frisk og imødekommende Rosé med oceaner af frisk hindbær og jordbær pakket ind i forfriskende syre. Herlig sommervin.
Apaltagua Carmenere Rosé 2013
******
Forhandler: SuperBest
Pris: 49,33 kr. ved køb af 3 stk i uge 20
Kommentar: Delikat saftig chilensk Rosé med floral næse og krydret mund med toner af eksotisk frugt. Super køb til prisen.
Château Pesquié Les Terrasses Rosé Ventoux 2013
******
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 59,95 kr. ved køb af 12
Kommentar: Flot og fyldig sydfransk Rosé med mineralsk præg og toner af Herbes de Provence i næse og mund, og en snert af eksotisk frugt i eftersmagen. Super køb
Brotte Tavel Les Églantiers 2012
*****
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 99,75 kr.
Kommentar: Indsmigrende sydfransk Rosé med fin fylde og intensitet. Herbal næse og indbydende mund med sprød syre og underspillet mineralitet. Fin vin til prisen.
Château La Tour de l´Evêque Rosé Côtes de Provence 2013
*****
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 69,95 kr.
Kommentar: Fin præcis og rank sydfransk rosé med let kernebitterhed, sprød syre og toner af eksotisk frugt. Fin vin til prisen.
Nigl Zweigelt Rosé 2013
******
Forhandler: kassenmedvin.dk
Pris: 99 kr. ved 6 stk
Kommentar: En storcharmør af en østrigsk Rosé med vægten lagt på elegancen. Delikat mund med sprøde og saftige toner af jordbær og hindbær. Super vin til prisen
GSM Rosé Vidal-Fleury Rosé 2013
******
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 39,95 kr. ved køb af 12
Kommentar: Lækker og forførende sydfransk “GSM” Rosé (Grenache Syrah Mourvèdre). Floral næse og frisk og pågående mund med dominans af røde bær og imødekommende sødme. Imponerende vin til prisen.
Librando Cirò Rosato 2012
*****
Forhandler: Haller Vine samt Vin & Vin
Pris: 65 kr. ved 6 stk
Kommentar: Frisk frugtintensiv italiensk rosé med stor sprødhed og noter af hindbær og jordbær i både næse og mund. Godt køb til prisen
L´Escale de Brégancon Côtes de Provence 2013
*****
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 79,95 kr. ved køb af 12 stk
Kommentar: Raffineret og kompleks sydfransk Rosé med floral næse og sprød mund med friskt attak. Krydret mund med pikant mineralitet som rundes af i en imponerende lang eftersmag. Flot vin.
FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:
Stjerner Vurdering
****** Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen
***** Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen
**** Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen
Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.