Ærgerligt nederlag efter to sene FCK-scoringer

24. november 2019

AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN Hobro IK var længe foran 1-0 på udebane mod F.C. København, men efter to mål på to minutter til sidst i kampen løb hjemmeholdet fra København med de tre point. Søndag eftermiddag skulle Hobro IK i aktion igen i 3F Superligaen, hvor en svær opgave ventede i form af en udekamp…

AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN

Hobro IK var længe foran 1-0 på udebane mod F.C. København, men efter to mål på to minutter til sidst i kampen løb hjemmeholdet fra København med de tre point.

Søndag eftermiddag skulle Hobro IK i aktion igen i 3F Superligaen, hvor en svær opgave ventede i form af en udekamp mod de forsvarende danske mestre fra F.C. København.

Til kampen havde cheftræner Peter Sørensen valgt at ændre på den sædvanlige 4-4-2-opstilling og i stedet spille med ekstra midtbanespiller. Dermed var Imed Louati den eneste spidsangriber, mens Pål Kirkevold var henvist til bænken.

Opgøret var jævnbyrdigt fra start, hvor der var rigtig mange dueller midt på banen. Som tiden skred frem, fik hjemmeholdet mere og mere boldbesiddelse, mens Hobro-spillerne lurede på eventuelle omstillingsmuligheder.

Efter 12 minutter opstod kampens første store chance til F.C. København, da Mohamed Daramy fik sendt en afslutning afsted, som sneg sig lige uden om stolpen.

Et kvarters tid senere var Mohamed Daramy igen på spil, da han driblede forbi Jesper Bøge ved baglinjen. Derefter sendte han bolden fladt ind mod Michael Santos, der med en afslutning bag om støttebenet sendte bolden snert forbi mål.

Efter en halv times spil blev det farligt i den anden ende, da Emmanuel Sabbi driblede mod mål. Amerikaneren tog et træk forbi Carlos Zeca, som endte med at nedlægge Hobro-spilleren lige inden for målfeltet, og det blev takseret til et straffespark.

FCK-målmand Karl-Johan Johnsson reddede straffesparket, der blev sparket af Emmanuel Sabbi selv, men Imed Louati var hurtigt over returen og sparkede Hobro IK foran 1-0.

Føringen holdt resten af første halvleg, og dermed kunne Hobro-spillerne gå til pause foran 1-0 i Telia Parken.

To mål på to minutter vendte kampen på hovedet
FCK-spillerne pressede hårdt på fra anden halvlegs start, men Hobro-spillerne forsvarede sig godt. Kun en enkelt gang i de første kvarter af anden halvleg udmøntede presset sig i en farlig situation, da Michael Santos afsluttede, men Jesper Rask reddede uden de store problemer.

Der var også omstillingsmuligheder i den anden ende, og her fik Edgar Babayan med en fremragende ydersideaflevering sendt bolden fra venstre til højre side, hvilket gav en fin mulighed til Emmanuel Sabbi. Amerikaneren flugtede til bolden på sin førsteberøring, man han fik sendt kuglen over mål.

Senere blev Edgar Babayan også sendt afsted og fik rundet FCKs målmand, men vinklen blev for spids til at afslutte i første omgang. I stedet tog den armenske landsholdsspiller et par træk ind i banen og forsøgte at overliste Karl-Johan Johnsson med en flad afslutning mod nærmeste stolpe, men den svenske målmand reddede til hjørnespark.

Ti minutter før tid fik Emmanuel Sabbi en friløber og dermed en kæmpe chance for at fordoble føringen. Skarpheden manglede dog, da amerikaneren afsluttede lige på FCK-keeperen.

I stedet kunne hjemmeholdet udligne to minutter senere, da bolden blev sendt frem mod Dame NDoye, der snittede bolden videre til indskiftede Pieros Sotiriou, som flugtede bolden forbi Jesper Rask og ind i netmaskerne.

Stadionspeakeren var knap nok færdig med at råbe målscorerens navn, inden Pieros Sotiriou igen fik sendt bolden i mål. Igen var det Dame NDoye, der steg til vejrs og headede bolden hen til den cypriotiske angriber, som med panden dirigerede bolden i mål til 2-1, og så var kampen vendt fuldstændig på hovedet.

De to scoringer formåede Peter Sørensens tropper ikke at komme tilbage fra, og dermed løb F.C. København til sidst med de tre point.

Hobro-spillerne får mulighed for at rejse sig næste søndag, hvor der venter et nordjysk lokalopgør mod AaB i Aalborg.

Kampfakta:
F.C. København 2-1 Hobro IK (0-1)

Mål:
F.C. København 0-1 Hobro IK, Imed Louati (30. min.)
F.C. København 1-1 Hobro IK, Pieros Sotiriou (82. min.)
F.C. København 2-1 Hobro IK, Pieros Sotiriou (83. min.)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge Frans Putros Rasmus Minor Mathias Haarup
Mikkel M.P. Jonas Brix-Damborg
Emmanuel Sabbi Christian Cappis – Edgar Babayan
Imed Louati

Udskiftninger:
Ud: Imed Louati Ind: Pål Kirkevold (65. min.)
Ud: Jesper Bøge Ind: Kerim Memija (75. min.)
Ud: Mikkel M.P. Ind: Julian Kristoffersen (85. min.)

Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Oliver Thychosen, Brandon Onkony, Hamse Hussein.

Advarsler:
Mathias Haarup, Hobro IK (45. min.)
Dame NDoye, F.C. København (70. min.)

Tilskuertal:
11.512

Dommer:
Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilbage til oversigten

Hobro og omegn

Se flere artikler