Af Lone K. Hansen
Stemningen kunne have været bedre ved Teaterkredsen Mariagerfjords årlige generalforsamling i Hadsund Kulturcenter torsdag den 8. september.
Teaterkredsen havde ganske vist inviteret altid spændende og veloplagte provst og politiker Jørgen Pontoppidan til at komme og tale om emnet “Kunsten og Kulturen”, hvilket hævede stemningen en hel del grader til den gode side.
Da Teaterkredsens kasserer Mogens Hedegaard gennem en årrække har meldt ud, at han ønsker at træde ud af bestyrelsen, og at det til trods for bestyrelsens store og vedvarende bestræbelser ikke har været muligt at finde en afløser for ham, kom det i aftes til en afstemning for eller imod en nedlukning af Teaterkredsen Mariagerfjord på grund af manglen på frivillige til bestyrelsen.
Stemmerne fordelte sig med otte stemmer for en nedlukning, fire imod og fire neutrale stemmer, og da det kræver 2/3 dele af stemmerne at få forslaget vedtaget, lukker Teaterkredsen altså ikke ned.
Ikke lige nu og her i hvert fald.
– Men dette er indtil videre kun en stakket frist, hvis ikke flere frivillige til bestyrelsen melder sig på banen, fortæller Inge Reiter fra Teaterkredsen Mariagerfjord.