Aktiv Ferie har fået vokseværk

20. maj 2017
Aktiv Ferie har fået vokseværk

.
Af Helle Schiønning

Igen i år er lokale idrætsforeninger, fritidsforeninger og institutioner gået sammen om at lave sommeraktiviteter for børn i Rebild og Mariagerfjord Kommuner i uge 26, 31 og 32. Men på flere områder har konceptet fået vokseværk.

I år er målgruppen for aktiviteterne udvidet til også at omfatte 7. til 9. klasse. Foreninger og institutioner har i år lavet et aktivitetsprogram, der spænder fra 2. til 9. klasses børn og unge. Dermed får flere lokale børn og unge muligheden for en aktiv sommer. Samtidig er aktiviteterne spredt over 3 uger i stedet for de sædvanlige 2 uger i sommerferien. Det vil sige, i år, i uge 26, 31 og 32.

Sommerlandet kommer til at summe af aktiviteter. Foreninger og institutioner har lavet et omfattende og alsidigt aktivitetsprogram med hele 47 forskellige aktiviteter fordelt rundt i de 2 kommuner. I år kan børnene f.eks. lege drager og barbarer med en rollespilsforening, prøve bmx, lære at kniple med seniorklubben, komme i lære som viking, have det sjovt med marionetdukker, komme ud og ride, prøve lystfiskeri flere steder og meget meget mere. Programmet lyder på ialt 78 hold!

Årets program er en godt blanding af nye og gamle aktiviteter. Nyt under Aktiv Ferie er f.eks. marionetteaterets hold i Skørping. 2 dage hvor man skal lave sin egen marionetdukke og lære at optræde på en rigtig marionetscene. Andre, nye aktiviteter, er bl.a. Vildmarksnørderne, hvor man rigtig skal ud under åben himmel og Elektronik med Visborg Husflidsforening.

Aktiv Ferie er foreningernes og institutionernes mulighed for at vise børn og unge, hvad de kan byde på. Trykte programmer uddeles på skolerne i uge 20 og tilmeldingen åbner den 18. maj.

Aktiv Ferie for Børn giver lokale børn en aktiv sommer, med nye venner og nye aktiviteter. Det er nemt for børn og forældre at gøre brug af tilbuddene. Man går ind på Aktiv Feries hjemmeside www.aktiv-ferie.nu og, som i en webshop, kan man tilmelde sig aktiviteter og betaler med Dankort. Priserne er holdt på et niveau, hvor alle kan være med, fortæller Mariagerfjord kommune.

Se også Aktiv Feries hjemmeside: www.aktiv-ferie.nu.